Værdibaseret ledelse er et ledelsesperspektiv, som er beslægtet med begreber som visionsledelse, den lærende organisation, sociale og etiske regnskaber og virksomheders sociale ansvar.

Et centralt tema i værdibaseret ledelse er, at både ledere og de ansatte udvikler og bruger en række fællesværdier som rettesnor for deres handlinger og dermed supplerer regel- og økonomistyring. Værdierne formuleres normalt i en kommunikativ proces, der involverer ledelse og ansatte. Resultatet af en sådan proces er ofte formulering af et antal eksplicitte værdier, som alle i organisationen forventes at kende til og efterleve. Efter formuleringsprocessen er det en vigtig opgave for ledelsen vedvarende at kommunikere og efterleve værdierne, så de efterhånden siver ud i alle organisationens kroge og accepteres af organisationens medlemmer.

Gennembrud for værdibaseret ledelse

Værdibaseret ledelse slog igennem i slutningen af 1990'erne på grund af et behov for nye perspektiver på styring og kommunikation, som kunne gå i spænd med mere decentraliserede og fladere organisationsformer, og som kunne tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere; hertil kom et voksende pres på virksomheders ledelser om at leve op til ikke alene et økonomisk, men også et socialt, etisk og miljømæssigt ansvar.

Eksplicitte og implicitte værdier

Eksplicitte værdier, som typisk er formuleret på skrift og vedtaget formelt, supplerer de implicitte værdier, som udvikler sig i alle organisationer over tid og danner fundamentet for organisationskulturen.

Eftersom implicitte værdier typisk udvikles før vedtagelsen af eksplicitte værdier, er der ikke altid fuld overensstemmelse mellem de to sæt værdier.

Uoverensstemmelse kan også skyldes. at eksplicitte værdier ikke efterleves. I så fald kaldes de skueværdier. Skueværdier har begrænset betydning som retningspile for beslutninger og adfærd, men kan alligevel have positiv betydning for organisationens image, altså den måde hvorpå andre ser på organisationen. På den anden side kan uoverensstemmelse mellem formulerede værdier og faktisk adfærd være meget skadeligt for organisationen, blandt andet som følge af negativ medieomtale.

Det er derfor en ledelsesopgave at sikre efterlevelse af de eksplicitte værdier og minimere uoverensstemmelse mellem de to sæt værdier.

Læs mere i Den store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig