• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

etisk regnskab

Oprindelig forfatter PeP Seneste forfatter Redaktionen

etisk regnskab, regnskab, som udtrykker, i hvilken udstrækning en organisation eller en virksomhed lever op til de værdier, som den gennem en samtaleproces er blevet enig med sine interessenter, dvs. medarbejdere, kunder, ejere, leverandører, lokalsamfund mv., om at bruge til at vurdere sine handlinger. Det etiske regnskab udvikler organisationens traditionelle måde at iagttage og vurdere sig selv på og bidrager til en samtalekultur, hvori værdier løbende integreres i organisationen. I forhold til et traditionelt regnskab omfatter et etisk regnskab flere værdier, henvender sig til flere interessenter og er udarbejdet og fortolket af alle interessenter. Etisk regnskab er udviklet af en forskergruppe på Handelshøjskolen i København i 1989 og er først gennemført af Sparekassen Nordjylland. Det anvendes af mange private og offentlige virksomheder i Norden og danner basis for en international standard for vurdering af organisationers sociale og etiske ansvar.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Pruzan: etisk regnskab i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72595