landboforeninger

Landboforeninger, det mellemstore landbrugs faglige organisationer. De første danske landboforeninger blev oprettet i 1840'erne, men allerede i 1805 havde bornholmske patrioter dannet Det Bornholmske Selskab for Efterslægten. Snart fulgte tilsvarende selskabsdannelser rundt om i landet, som nærmest var at betragte som lokale aflæggere af Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab, stiftet 1769, og de tjente hovedsagelig til at opmuntre en national produktion under Napoleonskrigenes afspærringsforanstaltninger. Fredsslutningen i 1815 betød døden for de fleste selskaber, men enkelte kom igennem kriseårene og kunne sammen med nye landboforeninger i amter som Sorø og Præstø gå ind i arbejdet med at omsætte 1830'ernes konjunkturopgang til ny, moderne landmandspraksis.

År efter år dannedes nye landboforeninger, der som regel blev ledet af de større godsejere, fordi alene de havde tid og boglig indsigt til at kunne gå forrest i arbejdet. En husdyrlov af 1852 stillede et årligt beløb til rådighed for landboforeningernes avlsarbejde, og straks dannedes nye foreninger. Et andet vigtigt initiativområde var mejeribruget. Med den gradvise overgang fra produktion af salgskorn til moderne husdyrbrug, omlægningen, fik landboforeningerne en voksende betydning som spredningscentraler for landbrugsfaglig oplysning, især da en ny husdyrlov 1887 gjorde det muligt at ansætte konsulenter. Derved fik husdyrbruget og i næste omgang planteavlen gode arbejdsbetingelser. Folkehøjskolens fremvækst ledte snart til oprettelse af landbrugsskoler, hvor lærerne formidlede de seneste forsøgsresultater. Dermed skabtes et omfattende regelsæt om landmandskabets indhold, fagligt, holdningsmæssigt og erhvervspolitisk, og med landboforeningerne som den perfekte ramme til en institutionalisering heraf. Formandsposten i landboforeningerne blev efterhånden overtaget af gårdejere med en konsulent som sekretær. Dermed fæstnedes den tætte forbindelse mellem formidlet landbrugsvidenskab og moderne landmandspraksis. Fra 1872 organiseredes landboforeningerne i landssammenslutninger, som i 1893 dannede et koordineringsorgan, De Samvirkende Danske Landboforeninger. I 1880 fandtes 63 landboforeninger i Danmark, de 36 i Jylland, 8 på Fyn, 18 på Sjælland og 1 på Bornholm, i 1900 ca. 112 landboforeninger med knap 60.000 medlemmer. Toppunktet blev nået i 1950 med 140 foreninger og 136.000 medlemmer. I 1990'erne var 90% af alle landmænd medlem af en landboforening.

Fra 1880'erne arbejdede landboforeningerne også erhvervspolitisk og fik efterhånden høringsret. I 1919 deltog de sammen med Andelsudvalget og Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab i dannelsen af et fællesorgan, Landbrugsraadet, med Thomas Madsen-Mygdal som første præsident. Hans afløser, H. Hauch, formidlede et tæt samarbejde med husmandsforeningerne og den socialdemokratiske landbrugsminister Kristen Bording. Dermed fik oprørsbevægelsen Landbrugernes Sammenslutning intet resultat af sin hidsige propaganda hverken i 1930'ernes kriseår eller under besættelsen. Efter krigen fik landboforeningerne afgørende indflydelse på udformningen af den landbrugsstøtte, som landbruget krævede med henvisning til markedsproblemerne. Ved Danmarks indtræden i EF mistede landboforeningerne politisk indflydelse, men effektiviserede i stedet den landbrugsfaglige virksomhed gennem en centralisering med sæde i Landbrugets Rådgivningscenter i Skejby ved Århus. I 2003 fusionerede Landboforeningerne med Dansk Familielandbrug til Dansk Landbrug, og med Landbrugsraadet i centrum går udviklingen imod en enhedsorganisation inden for landbruget med den internationale udvikling som referenceramme.