Landbrugsraadet blev dannet i 1919 som en paraplyorganisation for dansk landbrug, for at erhvervet kunne tale med en samlet stemme over for regering og rigsdag. Fra begyndelsen af 1930'erne og de næste fem årtier var rådet en af de absolut stærkeste interesseorganisationer i Danmark. Landbrugsraadet indgik i 2009 i den nye erhvervsorganisation Landbrug & Fødevarer.
Landbrugsrådet
Rådets storhedstid var under de omfattende krisereguleringer i 1930'erne og 40'erne i kraft af landbrugets helt afgørende betydning for beskæftigelsen og eksporten. Desuden var rådet en markant interesseorganisation under 1960'ernes støttereguleringer, som på trods af vanskelige eksportmuligheder skulle holde landbrugsproduktionen oppe, indtil Danmark kunne komme med i EF, hvilket skete fra 1973.
Lederen af Landbrugsraadet havde titel af præsident og var samtidig formand for Landboforeningerne. De mest indflydelsesrige præsidenter var Henrik Hauch (1932-50) og Anders Andersen (1960-73), der også begge var politikere og medlemmer af hhv. Landstinget og Folketinget.
Inspirationen til at danne et samlende organ for de danske landbrugsorganisationer kom fra Industrirådet, der blev dannet i 1910. Det fik hurtigt en central politisk placering, ikke mindst i forbindelse med de omfattende reguleringer under 1. Verdenskrig.
Først i 1919 lykkedes at danne Landbrugsraadet efter flere mislykkede forsøg. De stiftende organisationer var Landboforeningerne, Andelsudvalget og Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab. Husmandsforeningerne valgte at stå udenfor, da de frygtede at blive majoriseret af de øvrige interesseorganisationer.
Den nye interesseorganisation stod dog svagt i 1920'erne, fordi dets stifter og første præsident, Thomas Madsen-Mygdal, nu styrede landbruget som landbrugsminister i 1920-1924 og i 1926-1929 som både stats- og landbrugsminister. Samtidig var de tre stiftende organisationer heller ikke villige til at afgive suverænitet til rådet.
Under krisen i 1930'erne øgedes Landbrugsraadets indflydelse markant, og Husmandsforeningerne valgte at træde ind i rådet igen i 1932. Det blev inddraget centralt i tilblivelsen og administrationen af de mange støtteordninger til fordel for husdyrbruget, og dets nye leder, Henrik Hauch, som var præsident fra 1933 til 1950, brugte det som forum for sit tætte samarbejde med husmandsforeningernes ledere og den socialdemokratiske landbrugsminister Kristen Bording. Derved unddrog man oprørsbevægelsen Landbrugernes Sammenslutning (LS) enhver form for indflydelse både i 1930'erne og under besættelsen. Det tætte samarbejde mellem Hauch og Bording var på mange måder en effektuering af Kanslergadeforliget i 1933, hvor arbejdere og bønder populært sagt gik sammen om at løse de endog meget store økonomiske problemer. Det ellers så liberalistiske landbrugserhverv accepterede omfattende reguleringer, fordi de fik lov til selv at stå for administrationen og efterhånden høstede store fordele heraf. For den socialdemokratisk-radikale regering betød reguleringerne, at beskæftigelsen i løbet af et par år blev forbedret, og at der var bred opbakning til at gennemføre en række velfærdsforbedringer.
Efter 2. Verdenskrig svækkedes rådet rent erhvervspolitisk, især da Henrik Hauch blev landbrugsminister i regeringen Erik Eriksen og derved kom i åbent modsætningsforhold til Landboforeningernes nye formand, Hans Pinstrup.
En ny krise opstod i 1950'ernes slutning, da de store andelsorganisationer i tæt samarbejde med landboforeningerne på Øerne og med Husmandsforeningerne forsøgte at danne et konkurrerende toporgan, Landbrugets Afsætningsråd. Dets opgave skulle være at fremme afsætningen såvel nationalt som internationalt, da Landbrugsraadet angiveligt ikke havde løst denne opgave godt nok.
Landbrugsraadets redningsmand — og afsætningsrådets banemand — blev Landboforeningernes nye formand, den jyske folketingsmand Anders Andersen, præsident fra 1960 til 1973. Han cementerede den jyske indflydelse i dansk landbrug, og Landboforeningerne fik herved afgørende indflydelse på Landbrugsraadets politik. Samlet set blev resultatet en markant profilering af den erhvervspolitiske indsats. Det skete i en periode, hvor dansk landbrug oplevede stigende afsætningsproblemer som følge af dannelsen af de Europæiske Fællesskaber. Med Landbrugsraadet i spidsen lykkedes det for erhvervet fra 1960'ernes begyndelse og frem til EF-medlemskabet i 1973 at opnå en række statslige kompensationsordninger, som Landbrugsraadet og de store andelsorganisationer selv administrerede.
Set i et længere perspektiv betød det imidlertid en svækkelse af landboforeningerne, fordi de mange forhandlinger om omfattende støtteordninger i 1960'erne dermed blev forlagt til rådet. Da Anders Andersen i 1973 forlod organisationsarbejdet for at blive finansminister, blev den jyske dominans brudt i Landbrugsraadets ledelse, idet hans efterfølger blev en øbo, landboforeningernes nye formand, Arne Pilegaard Larsen.
Han var præsident fra 1973 til 1979 og var om nogen samarbejdets mand. I 1976 fik han under indtryk af landbrugets vigende betydning Husmandsforeningerne ind i rådet, som de var trådt ud af i 1939. Desuden fik han et nært samarbejde med den socialdemokratiske toppolitiker Per Hækkerup.
Arne Pilegaard Larsen døde i 1979, og det blev hans efterfølger, formanden for de jyske og de danske landboforeninger, H.O.A. Kjeldsen, som fik overdraget at tale landbrugets sag i de følgende femten år. Det blev en overordentlig brydsom tid, hvor Landbrugsraadets rolle som samlet organ i de fleste sammenhænge blev udfordret.
Fra slutningen af 1970'erne steg rentebyrden stærkt, og mange landmænd, som havde investeret kraftigt i de gode år efter EF-medlemskabet, kom i økonomisk uføre. Det resulterede i dannelsen af en meget talstærk oprørsbevægelse, LandbrugsReform 1980 (LR80), som fra den ene side klemte Landbrugsraadet og Landboforeningerne ved at kræve omfattende statsstøtte og gunstige låneomlægninger, medens de store andelsorganisationer og Husmandsforeningerne på den anden side ikke var enige med Landboforeningerne om løsningerne. Det lykkedes dog H.O.A. Kjeldsen i tæt samarbejde med den socialdemokratiske regering at få forhandlet henstandsordninger og andre lempelser igennem, og fra 1983 begyndte renterne at falde og priserne rettede sig.
Fra midten af 1980'erne blev Landbrugsraadets centrale rolle igen udfordret. Den stærkt stigende kritik af landbrugsproduktionens miljømæssige påvirkninger resulterede i hårde politiske konfrontationer, hvor landbruget med H.O.A. Kjeldsen i spidsen kom til at se bagstræberiske ud. Det lykkedes dog at få vedtaget en bred aftale om den første af flere vandmiljøhandlingsplaner fra 1987 og pesticidhandlingsplaner. I miljøspørgsmål og andre faglige sager var det dog ikke Landbrugsraadet, der var den centrale forhandlingspart, men derimod de såkaldte generelle organisationer i form af landbo- og husmandsforeningerne.
Udviklingen i fødevareindustrien i retning af få meget store og internationalt orienterede andelsvirksomheder var endnu et område, der var med til at svække Landbrugsraadets indflydelse fra slutningen af 1980'erne. De store virksomheder som Danish Crown og Mejeriselskabet Danmark, senere Arla, havde rigeligt med muskler til selv at klare deres behov for lobbyisme.
Peter Gæmelke blev valgt som ny præsident i 1995, og han repræsenterede en ny generation med en noget større forståelse for landbrugets mindskede samfundsmæssige betydning og behovet for en mere brobyggende kommunikation til det øvrige samfund. Det stærkt faldende antal landbrug og andelsvirksomhedernes stærke internationale orientering gjorde det samtidig klart for ikke mindst Gæmelke og Peder Thomsen, formand for Dansk Familielandbrug (tidligere Husmandsforeningerne), at der var behov for en sanering af landbrugets meget omfattende organisationsvæsen. Et første skridt blev taget, da de to organisationer i 2002 fusionerede til Dansk Landbrug, der repræsenterede godt 50.000 medlemmer.
Det næste skridt kom i 2009, hvor Dansk Landbrug, Landbrugsraadet, Danske Slagterier, dele af Mejeriforeningen, Dansk Svineproduktion og Dansk Landbrugsrådgivning (nu SEGES) fusionerede til en samlet organisation under navnet Landbrug & Fødevarer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.