Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Storbritannien (Fagbevægelse)

Oprindelig forfatter GCal Seneste forfatter Redaktionen

Fagbevægelsen i Storbritannien anses for at være den ældste i verden, og den har været et forbillede for en lang række lande. Allerede i midten af 1800-t. var de faglærtes organisationer stærke nok til at opbygge overordnede strukturer. Hovedorganisationen, Trades Union Congress, TUC, blev dannet i 1868 og er fortsat den absolut dominerende landsorganisation.

Fagbevægelsen var oprindelig organiseret omkring enkelte fag, og disse ofte meget standsbevidste organisationer samarbejdede fra 1880'erne med Liberal Party (Lib-Lab-koalitionen), mens den nye fagbevægelse, som opstod efter en storkonflikt i 1889, organiserede ufaglærte mandlige arbejdere. Små socialistiske organisationer og personer, bl.a. Karl Marx' datter Eleanor Marx (1855-98), ydede en betydningsfuld indsats for de ufaglærte kvinders inddragelse i fagbevægelsen og ved oprettelsen af det første forbund for ufaglærte (general union), Gasworkers' and General Labourers' Union, i 1889. Efter at den mere kampvillige nye fagbevægelse var opstået, blev den integreret i TUC. Den tredje bølge kom med udviklingen af fagforbund for funktionærer i begyndelsen af 1900-t. Det er fortsat karakteristisk for britisk fagbevægelse, at den består af ofte meget store industriforbund (industrial unions), af en række forbund for faglærte arbejdere (craft unions) og forbund for funktionærer (white collar unions) samt af forskellige blandingstyper. Fagbevægelsen gennemgår en koncentrationsproces, som langtfra er afsluttet. I 2006 var der fortsat et betydeligt antal registrerede fagforbund, heraf 59 i TUC. Tendensen til ved sammenslutning at oprette meget store forbund som fx UNITE (transport-, metal- og finanssektoren) med 1,95 mio. medlemmer eller UNISON (offentligt ansatte) med 1,35 mio. medlemmer er øget. Samtidig eksisterer der dog fortsat en lang række små forbund med få hundrede op til 2-3000 medlemmer og ca. otte mellemstore forbund med medlemstal svingende mellem 100.000 og 600.000 medlemmer.

Uden for TUC står bl.a. General Federation of Trade Unions, GFTU, stiftet 1899, som er hovedorganisation for ca. 35 mindre forbund med i alt ca. 250.000 medlemmer (2007), hvoraf adskillige også har afdelinger under TUC-forbund. GFTUs medlemstal er halveret i det sidste årti. Endvidere findes forbund for sygeplejersker, lærere, mellemteknikere og elektrikere, som har øget deres medlemstal.

Annonce

Omkring 1900 udviklede der sig i fagbevægelsen et behov for en politisk samarbejdspartner, og i år 1900 oprettedes Labour Representation Committee i et samarbejde mellem forskellige fagforbund og socialistiske grupper for at få valgt flere arbejdere til Parlamentet; i 1906 blev navnet ændret til Labour Party. Fagbevægelsen arbejdede herefter tæt sammen med partiet, men forbindelsen blev afdæmpet efter 1994 med udviklingen af New Labour under ledelse af Tony Blair, som ønskede at være uafhængig af fagbevægelsen. Der er dog fortsat flere store forbund, som er tilknyttet Labour Party. TUC har ikke en sådan tilknytning og søger at samarbejde med alle store partier; i 1990'erne blev især forbindelsen til Liberal Democrats udbygget. TUC er dog kun et serviceorgan for forbundene og kan ikke selv tage initiativer.

Siden fagbevægelsen i 1980 nåede et højdepunkt med en organisationsprocent på ca. 55 og 13,3 mio. medlemmer, heraf ca. 12,2 mio. i TUC, har den lidt mange tilbageslag. Medlemstallet var i 2006 faldet til under 30% af arbejdsstyrken, dvs. ca. 7,5 mio. medlemmer, heraf knap 6,5 mio. i TUC, dog med store udsving i de forskellige erhverv og geografiske områder; specielt arbejdere i den private sektor og unge arbejdere er uorganiserede. Lidt flere er dog dækket af kollektive overenskomster. Faldet skyldes en kombination af den industrielle nedgang i Storbritannien — den traditionelle sværindustri og minedrift er reduceret voldsomt, hvilket har medført en stigende arbejdsløshed — og de politiske ændringer, som iværksattes af den konservative regering under Margaret Thatchers ledelse, bl.a. ved lovgivningsmæssigt at indskrænke fagbevægelsens muligheder for at arbejde for fx at organisere en strejke. New Labour regeringen siden 1997 har ikke styrket fagbevægelsen, og den har ikke opnået den tidligere organisationsmæssige styrke. New Labour har taget afstand fra det tidligere samarbejde mellem fagbevægelsen og Labour Party. Dette har igen medført en stigende politisering af fagbevægelsen, som måske kan udvikle sig til en selvstændig politisk aktivitet.

Læs mere om Storbritannien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gerd Callesen: Storbritannien (Fagbevægelse) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165382