Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

handel (historie - nyere tid (1500-1800))

Oprindelig forfatter PBoje Seneste forfatter Redaktionen

Den internationale handel fandt efter 1500 helt nye veje og voksede stærkt. Prisudjævning mellem geografisk adskilte markeder er vidnesbyrd om handelsomsætningens stigende betydning. Store dele af Europas økonomi var dog fortsat kun perifert berørt af markedet og da især af det nære marked som følge af lokal arbejdsdeling.

Som tidligere var der tale om tre hovedhandelsområder, et omkring Middelhavet, et i det vestlige Europa med forbindelser langs Atlanterhavskysten og Nordsøen og et i Centraleuropa og Østersøområdet. Sidstnævnte var det økonomisk mindst udviklede, men tyngdepunktet flyttede i løbet af perioden fra Middelhavet mod Vesteuropa.

Tyrkernes fremtrængen og erobringen af Konstantinopel i 1453 havde vanskeliggjort tidligere handelsveje i Mellemøsten; samtidig havde de store opdagelser, Christoffer Columbus' rejse til Amerika i 1492 og Vasco da Gamas rejse syd om Afrika til Indien 1497-98, åbnet nye handelsområder for Spanien og Portugal, der længe havde søgt efter en søvej til Indien.

Annonce

Spanien og Portugal

Opdagelserne gav Spanien og Portugal et forspring i den oversøiske handel. Spanierne koloniserede store dele af Mellem- og Sydamerika og fik derfra store skibsladninger sølv, der var købt eller erobret fra indianerne.

Sølvet blev især brugt som betalingsmiddel ved import af luksusvarer og fødevarer og kun i begrænset omfang anvendt til investering i en lokal produktion; en del af sølvet gik videre til Asien til import af kolonialvarer derfra.

Portugal blev hurtigt dominerende i dele af de asiatiske farvande og fulgte de italienske bystaters eksempel med at anlægge befæstede handelsstationer, faktorier, på strategisk vigtige steder; de portugisiske skibstyper, karavellen og karakken, var både sejlmæssigt og militært de arabiske og de lokale asiatiske skibe overlegne.

Portugiserne kunne derfor importere kostbare krydderier og andre asiatiske varer til Lissabon, hvorfra især nederlandske og italienske købmænd distribuerede varerne videre ud i Europa. Efter oprettelsen af den spansk-portugisiske personalunion i 1580 gik en stigende del af den asiatiske handel imidlertid direkte til Antwerpen.

Det har tidligere været antaget, at portugiserne udkonkurrerede de arabiske købmænd, men nyere forskning har betonet, at der stadig var områder, hvor traditionel arabisk handel med kontakt til Middelhavet fortsatte, ligesom eksistensen af lokal kysthandel var en forudsætning for, at der kunne samles større ladninger til de portugisiske skibe. Også i Afrika fortsatte traditionel karavanehandel over lange afstande inde i landet.

Holland

blev senere i 1500-t. og i første del af 1600-t. førende handelsnation i Europa ved at dominere den regionale europæiske handel og ved at indtage en central rolle i den oversøiske handel. Skibe fra Amsterdam og Rotterdam overtog en meget stor del af handelen mellem Østersølandene og det vestlige Europa, dog efterhånden i stigende konkurrence med engelske skibe.

Korn, mineraler, hør, hamp, tjære og med tiden også tømmer var vigtige varer, der ad floderne blev bragt til havnebyerne langs Østersøen, hvor de udveksledes for bl.a. tekstiler og kolonialvarer. Den hollandske skibstype, fløjten, var langsom, men havde en stor lasteevne og var bl.a. velegnet i Østersøen, hvor vanddybden mange steder var for lav for de større sydvesteuropæiske skibe.

Siden 1200-t. havde Hanseforbundets skibe sejlet nord om Jylland; denne såkaldte ummelandsfart blev nu almindelig for de hollandske skibe og udkonkurrerede i nogen grad den øst-vest-gående handel over land i Hertugdømmerne. Saltede sild var ligeledes en vigtig handelsartikel dels fra den svenske vestkyst og Limfjorden, dels fra Nordsøen, hvor også hollandske fiskere var aktive.

Hollænderne varetog således en væsentlig del af rå- og fødevarehandelen fra Østersøområdet til Vesteuropa. Det gjaldt handelen med korn, der bragtes via floderne til Nordvesteuropa, og handelen med stude, der blev drevet fra det østlige Centraleuropa og fra Danmark.

Ved en aggressiv handelspolitik med konvojering af handelsskibene lykkedes det hollænderne at trænge portugiserne tilbage fra deres dominerende position i Sydøstasien. De fik dog hurtigt følgeskab af andre europæiske nationer, England, Frankrig og Danmark.

I modsætning til de spanske og de portugisiske ekspeditioner, der var statslige, valgte de nordvesteuropæiske lande at følge hollændernes eksempel med at overlade handelen til privilegerede handelskompagnier, som fulgte den kendte strategi med etablering af befæstede handelsstationer på de fremmede markeder.

Især det engelske East India Company og det hollandske Veereenigde Oost-Indische Compagnie, oprettet i hhv. 1600 og 1602, dannede forbilleder. Amsterdam havde efter spaniernes erobring af Antwerpen i 1585 opnået en ledende position i verdenshandelen sammen med London, og begge byer blev i lighed med udviklingen i de italienske bystater finanscentre.

Trekantshandelen

Opdagelsen og koloniseringen af Amerika skabte grundlag for den såkaldte trekantshandel, der især blomstrede i 1600- og 1700-t. Til gengæld for tekstiler, smykker, andre kramvarer, våben og alkohol opkøbte England, Frankrig, Holland og Danmark slaver i Vestafrika, der solgtes i Brasilien, Vestindien og Nordamerika, hvorfra Europa blev forsynet med råvarer til videre forarbejdning, især sukker, ris, tobak og sidst i perioden bomuld. Se også slavehandel.

Danmark

I Christian 4.s regeringstid 1596-1648 indledtes i Danmark en økonomisk politik, som havde været fremherskende i Europa siden midten af 1500-t., merkantilismen. Det enkelte lands velstand var ifølge den afhængig af, hvor meget ædelmetal, dvs. guld og sølv, man kunne bringe til landet.

Midlet hertil var et overskud på handelsbalancen, som søgtes tilvejebragt gennem så stor selvforsyning som mulig bl.a. gennem beskyttelse af og støtte til indenlandsk produktion; hertil kom erhvervelse af oversøiske kolonier med henblik på forsyning med billige råvarer.

Til dels af fiskale grunde søgtes udenrigshandelen koncentreret på København, og i 1726 blev import og kreditoplag af vin, tobak, cognac og salt et monopol for København; salt, der i stigende grad blev importeret fra Sydvestfrankrig, måtte dog også indføres i Aalborg af hensyn til eksporten af Limfjordssilden.

Stormagtskrigene i sidste halvdel af 1700-t. favoriserede den danske oversøiske handel under neutralt flag, og i den florissante handelsperiode frem til krigen med England i 1807 var København i flere perioder en førende handelsplads for oversøisk import til Europa.

Indtil begyndelsen af 1800-t. havde det danske monarki i vid udstrækning en selvforsyningsøkonomi. Kongeriget, Hertugdømmerne og Norge havde forskellige erhvervsstrukturer, hvilket muliggjorde en intern arbejdsdeling.

Fra de økonomisk mere udviklede Hertugdømmer importeredes færdigvarer til kongeriget, og indtil slutningen af 1700-t. var Norge et privilegeret marked for korn og andre fødevarer; til gengæld havde nordmændene særrettigheder på det danske marked, hvor de især afsatte bygningstømmer og jernvarer, mens fisk eksporteredes til det vesteuropæiske marked.

Læs videre om handel i 1800-t. eller om handel generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Boje: handel (historie - nyere tid (1500-1800)) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88556