Efter år 1000 udviklede flere fremtrædende handelscentre sig. I Middelhavsområdet blev en række italienske bystater som Venedig, Genova, Firenze, Siena, Pisa og Lucca økonomisk fremtrædende.

Fremstilling af tekstiler og andre finere håndværksvarer gav basis for gode eksportindtægter, hvortil kom, at især Venezia og Genova fik store handelsflåder, som i 1100- og 1200-tallet tjente store summer på transport af korstogsfarere.

Fra 1300-tallet blev flåderne et vigtigt led i de to bystaters opbygning af et handelsherredømme i Middelhavet, understøttet af befæstede positioner på strategisk udvalgte steder, bl.a. på de store øer, som tidligere havde været underlagt araberne.

De italienske bystater varetog handelen med afrikanske og asiatiske varer. Genova beherskede det vestlige Middelhav, mens Venedig med baser på Kreta beherskede det østlige og dermed en stor del af handelen med kostbare varer som krydderier, farver og silkestoffer.

Arabiske købmænd bragte varerne fra Asien ad karavaneveje gennem Centralasien med endestation i byer som Aleppo og Konstantinopel eller over havet fra Indien til Den Persiske Golf eller Det Røde Hav, hvorfra der ikke var langt over land til Middelhavet. Den venetianske købmand Marco Polo fulgte disse handelsveje og udbredte kendskabet til dem efter sin hjemkomst i 1295.

En del af de asiatiske varer reeksporteredes til Nordeuropa sammen med bl.a. vin og olivenolie. Noget af handelen foregik over land, idet der var forbindelse over Alperne til Centraleuropa, hvor der blev udvundet mineraler, produceret klæde og opdrættet stude, og hvorfra der var videre forbindelse til Nordvesteuropa med bl.a. tekstilcentre i Flandern og England.

Til områderne ved Den Engelske Kanal nåede de italienske købmænd også ad søvejen syd om Gibraltar. De italienske købmænd var, til dels under indflydelse fra arabiske købmænd, foregangsmænd i Europa med anvendelse af bogføring, handelsret og finansielle transaktioner, således forskellige bankforretninger og accepten af at beregne renter for udlån.

Fra midten af 1100-tallet domineredes Østersøhandelen af Hanseforbundet med Lübeck som ledende by. Fra alene at have været en købmandssammenslutning udviklede forbundet sig til et fællesskab mellem et stort antal købmandsstyrede byer, hansestæder.

I modsætning til Norditalien, hvor de dominerende bystater bekrigede hinanden, samarbejdede hansestæderne. Det gav sig bl.a. udslag i etablering af fælles handelskontorer, hvilket bidrog til øget handelssikkerhed og dermed lavere omkostninger.

Hanseforbundet havde landværts forbindelse til Norditalien og søværts til Frankrigs, Spaniens og Portugals Atlanterhavskyst, idet man beherskede den traditionelt vigtige handelsvej mellem Østersøen og Nordsøen via Lübeck-Hamburg.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig