handel (historie - efter 2. Verdenskrig)

Handel (historie – efter 2. Verdenskrig), Den internationale handel efter 2. Verdenskrig blev i de første år hæmmet af, at kun USA kunne imødekomme en udbredt varemangel, samtidig med at der var dollarmangel.

I 1947 vedtog USA Marshallplanen, der gennem lån og gaver satte modtagerlandene i Vesteuropa i stand til at importere betydelige varemængder til brug for genopbygning af produktionsapparatet.

Samhandelen mellem de vesteuropæiske lande blev dog hæmmet af en fortsat stram regulering, hvorfor det var et af målene for OEEC, Organization for European Economic Cooperation, oprettet i 1948 til administration af Marshallhjælpen, at få handelen liberaliseret med henblik på at fremme den internationale arbejdsdeling.

OEEC blev i 1961 afløst af OECD, Organization for Economic Cooperation and Development, som også fik deltagelse af USA og Canada. Liberaliseringen af handelen i løbet af 1950'erne vedrørte især handelen med industrivarer, mens landene i højere grad fastholdt en beskyttelse af deres landbrug; dette var til skade for Danmark, hvis eksport stadig var domineret af landbrugsvarer, primært til det britiske marked.

I 1950'erne prægedes den vesteuropæiske handel i stigende grad af et markedssamarbejde, der ud over rent økonomiske mål i lighed med Marshallhjælpen havde den politiske hensigt at få integreret Vesttyskland i det nye Europa og dermed undgå et forløb som efter 1. Verdenskrig.

Det første vidtrækkende overstatslige samarbejde skete med dannelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som trådte i kraft i 1952 og i 1958 udviklede sig til Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF.

I 1960 etableredes frihandelsorganisationen EFTA, European Free Trade Association, som et modtræk med bl.a. Danmark som medlem. For Danmark var det en ulempe, at frihandelsaftalerne inden for EFTA kun omfattede industrivarer, selvom der blev taget visse hensyn til Danmarks særlige afhængighed af landbrugseksport.

I løbet af 1960'erne styrkedes den vesteuropæiske samhandel især inden for disse to markedsområder. Storbritannien så, også af politiske grunde, med bekymring på det tætte økonomiske samarbejde mellem Vesttyskland og Frankrig og ønskede derfor optagelse i EF.

Danmark, der var i den uheldige situation, at dets to største samhandelspartnere, Storbritannien og Vesttyskland, befandt sig i hvert sit markedsfællesskab, valgte trods en stigende samhandel med de nordiske lande at følge Storbritannien. Sammen med Irland blev de to lande i 1973 optaget i EF, som siden er blevet udvidet med en række lande, se EU.

De østeuropæiske lande, der efter 2. Verdenskrig kom under sovjetisk indflydelse, var tvunget til at afstå fra Marshallhjælpen og fra medvirken i den begyndende liberalisering af den internationale handel. I stedet kom de sammen med Sovjetunionen til at udgøre en egen handelsblok, som blev underlagt en stram statslig styring med bilaterale aftaler, der blev indgået uden hensyntagen til verdensmarkedspriserne.

Handelspolitikken blev aftalt inden for samarbejdsorganisationen COMECON, oprettet i 1949, men Sovjetunionen dikterede i vid udstrækning handelsrelationerne til støtte for de sovjetiske militær-industrielle behov. Sovjetunionens rigelige olieresurser betød imidlertid, at de østeuropæiske lande bl.a. modtog billig olie.

Den globale handel har trods GATT, General Agreement on Tariffs and Trade, som trådte i kraft i 1947, ikke skabt lige muligheder for de industrialiserede og ikke-industrialiserede lande.

De industrialiserede lande har først og fremmest beskyttet deres landbrugsproduktion, ligesom bytteforholdet mellem de ikke-industrialiserede landes råvarer og de industrialiserede landes færdigvarer i løbet af perioden har udviklet sig til fordel for industrilandene.

Den række af lande, som gennem import af vestlig teknologi har gennemløbet en stærk økonomisk vækst og er indgået i den stigende internationale handel med halvfabrikata og færdigvarer, er dog blevet længere efter 2. Verdenskrig.

Indre reformer samt lån og bistandshjælp, der tidligere til dels ydedes i konkurrence mellem de kapitalistiske markedsorienterede lande og de kommunistiske planøkonomier, er dog nødvendige, hvis en lang række af tredjeverdenslande skal få en handelsmæssig plads i den internationale arbejdsdeling. GATT afløstes 1.1.1995 af WTO, World Trade Organization.

Siden 1950'erne har de internationale vare- og kapitalstrømme i stigende grad været præget af, at de ikke bevægede sig mellem forskellige markedsdeltagere, men inden for samme koncern. I Vesteuropa har der været udbredt bekymring for amerikansk økonomisk dominans, hvilket har været brugt som et af argumenterne for europæisk markedsdannelse. Der har tilsvarende i de ikke-industrialiserede lande været uvilje mod vestlige multinationale koncerner.

Mest virkningsfuldt viste det sig med de arabiske olieproducerende landes karteldannelse OPEC, Organization of Petroleum Exporting Countries. Den rystede i 1973/74 og 1979/80 de vestlige økonomier pga. stærkt stigende oliepriser, idet Europa efter at have været energimæssigt selvforsynende siden 1950'erne var blevet stærkt afhængig af olie, især fra Mellemøsten.

Sovjetunionens sammenbrud i 1989/90 ændrede inden for kort tid vilkårene for samhandelen i Europa. De østeuropæiske økonomier begyndte en omstilling til kapitalistiske markedsøkonomier, og der blev åbnet for øget samhandel med de vestlige lande.

Behovet for import af moderne vestlig teknologi var udtalt, men de østeuropæiske lande manglede kapital, da deres varer havde vanskeligt ved at trænge ind på de vestlige markeder, for industrivarernes vedkommende i nogen grad pga. utilstrækkelig kvalitet, for landbrugsvarernes ikke mindst pga. vestlig protektionisme; med hensyn til råvarer kunne kun Ruslands råolie og naturgas vække større interesse. Ikke mindst i Ungarn, Tjekkiet og Polen er der sket en betydelig omstilling, bl.a. takket være vestlige firmaers omfattende investeringer, lån fra Verdensbanken samt bilaterale handelsaftaler.

Dette er sat i værk for at forsyne de pågældende markeder, men også for at fremme eksporten, der i stigende grad udgøres af forarbejdede varer. Se også handelspolitik og udenrigshandel.

Læs også om handel generelt.