Torvehallerne i København
I Torvehallernes søjlehaller med glasfacader kan man købe bl.a. brød, grøntsager, kød, fisk og delikatesser. Foto: september 2011.
Torvehallerne i København
Af /Arkitekt: Arkitekturværkstedet/Hans Peter Hagens.

TorvehallerneKBH er en markedsplads for dagligvarer, som åbnede i 2011 på Israels Plads ved Nørreport i København. Israels Plads var 1889-1958 sæde for Grønttorvet i København (se KGT), hvor der blev solgt frugt og grøntsager til byens forretninger og private borgere. Efter 1958 fortsatte salget i perioder i mindre omfang til private.

I 1980 fremsatte arkitekten Flemming Hertz (1936-2016) et forslag til oprettelse af en ny markedsplads på stedet. Forslaget blev ikke til noget.

Arkitekt Hans Peter Hagens (født 12.3.1963) foreslog i 1997, at der skulle bygges torvehaller på Israels Plads, og grundlagde året efter Københavns Torvelaug af 1998.

I 2002 blev Hans Peter Hagens' forslag til Københavns Kommunes lokalplan vedtaget og senere sendt i EU-udbud. I 2008 indgik Københavns Kommune en aftale med entreprenørselskabet Jeudan, der påbegyndte byggeriet i 2009. Torvehallerne blev indviet 2. september 2011.

TorvehallerneKBH består af to søjlehaller med glasfacader, der er anlagt på en 7000 m2 stor brostensbelagt plads. Hallerne rummer op til i alt 80 faste stadepladser med salg af bl.a. brød, grøntsager, kød, fisk, delikatesser og køkkenudstyr samt en række udendørsstader. Der er tillige indrettet forskellige spisesteder.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig