KGT. Fra mandag til lørdag foregår der i de tidlige dagtimer en livlig handel med frugt, grøntsager og blomster på Københavns Grønttorv i Valby. Foto fra 1991.

.

KGT, fra 2005 Grønttorvet København A/S, aktieselskab i Valby i København, der fra et areal på 176.000 m2 forestår engroshandel og distribution af frugt, grøntsager og blomster til dækning af 3-4 mio. menneskers daglige forbrug især på Sjælland, Øerne og Bornholm, men også i dele af Sverige.

København har gennem tiderne haft torveliv med grøntsager og frugt, fx på Amagertorv, Vimmelskaftet, Højbro Plads og fra 1889 permanent på den nuværende Israels Plads. Da forholdene her blev for trange, stiftedes i 1954 KGT, som i Valby opførte en torvehal på 35.000 m2 og en række andre bygninger. Anlægget blev taget i brug i 1958 og er udvidet flere gange, senest i 2003.

Grønttorvet Københavns A/S ejes af et andelsselskab, Københavns Engros Grønttorv Holding s.m.b.a. (KGT Holding s.m.b.a.), med ca. 200 medlemmer, der består af producenter af gartneriprodukter samt grossister og kommissionærer med forretning på Grønttorvets område i Valby. Der omsættes på Grønttorvet for 4-5 mia. kr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig