Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hardy Hansen

Oprindelig forfatter VAn Seneste forfatter Redaktionen

Hardy Hansen, f. 26.9.1933, dansk fagforeningsleder og socialdemokratisk politiker; MF 1994-98. Hardy Hansen indledte allerede som ung sin organisatoriske karriere. 1979-96 var han forbundsformand for SiD, Specialarbejderforbundet i Danmark, og medlem af LO's forretningsudvalg.

Han har i alle årene været en markant talsmand for de ikke-faglærte arbejderes sag, hvilket ofte har bragt ham i modsætning til andre fagforbund. Det gælder således i spørgsmålet om fagbevægelsens struktur, hvor han har modsat sig industriforbund eller karteldannelser, der ville bringe SID's selvstændighed i fare.

Politisk har Hardy Hansen markeret sig som talsmand for de traditionelle socialdemokratiske værdier. Han har været en ihærdig modstander af samarbejde med de borgerlige, og han var bl.a. uenig i statsminister Anker Jørgensens beslutning i 1982 om at overlade regeringsmagten til de borgerlige partier; i de efterfølgende år var Hardy Hansen som formand for SiD med til at bevilge 180 mio. kr. til aktiviteter og kampagner rettet mod de borgerlige partier.

Annonce

Hardy Hansen har været medlem af en række bestyrelser, bl.a. i Lønmodtagernes Dyrtidsfond og ATP, Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Victor Andersen: Hardy Hansen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88771