.

MD Foods, dansk mejerikoncern; fusionerede i 1999 med Kløver Mælk A.m.b.a. og i 2000 med Arla, Sverige, til Arla Foods.

Koncernen blev stiftet som Mejeriselskabet Danmark a.m.b.a. i 1970 af en række mindre landmejerier og regionale mejeriselskaber. Målet var at samle dansk mælk i ét selskab, bl.a. gennem massive opkøb af danske mejeriselskaber. I 1984 blev mælkeproduktionen i EU og dermed Danmark kvoteret. Den faldende mælkemængde fik selskabet til at købe sig ind i eksisterende mejeriselskaber flere steder i udlandet, og i 1988 skiftede mejeriselskabet navn til MD Foods a.m.b.a. for at markere, at selskabet ikke kun ville producere mejeriprodukter, men også beskæftige sig med fødevarer i al almindelighed.

De mange opkøb gjorde MD Foods til en af Danmarks største virksomheder. I 1997 havde koncernen en omsætning på over 23 mia. kr. med 13.120 ansatte, og ca. 8700 andelshavere leverede 3165 mio. kg mælk svarende til 72% af den samlede mængde i Danmark. Se også mejeri.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig