• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Linnet & Laursen

Oprindelig forfatter Ove Hermansen Seneste forfatter Redaktionen

Linnet & Laursen, LL, dansk radio- og tv-fabrik 1946-65, som under navnet LL blev kendt for sine kvalitetsprodukter og kabinetter. De to grundlæggere, radioingeniør Harald Linnet (1901-86) og regnskabschef Valdemar Hofman Laursen (1907-87), der lagde navn til firmaet, havde begge fra slutningen af 1920'erne arbejdet for Bang & Olufsen, men valgte efter et studieophold i USA i 1945 at blive selvstændige året efter.

Deres fabrik lå først i Valby, men flyttede i 1953 til Vanløse. I 1947 kom LL's første radiomodtagere, Capella og Kardinal. Senere kom produkter som Primas (hvis FM-udgave havde ikke mindre end 21 radiorør), Apollo, Piccolo, Piccolet og Monark. I 1952 blev fabrikkens første tv-apparat sendt på markedet.

LL's store salgssucces medførte behov for mere plads, og derfor flyttede fabrikken med sine 700 ansatte i 1959-60 til Rødovre. Uenigheder i ledelsen samt høje priser pga. den høje kvalitet og den vedvarende konkurrence fra Bang & Olufsen medførte, at fabrikken lukkede i 1965. I dens 19 leveår nåede den at producere ca. 150.000 radiomodtagere og et tilsvarende antal tv-apparater.

Annonce

Et bredt udvalg af LL's apparater kan ses på Radiohistorisk Museum i Ringsted.

Litteratur anbefalet af andre brugere
Bjarne Dahlin-Nielsen: Bella og alle de andre - Radio- og Tv-fabrikker i Danmark: 1915-1975 (2007)

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ove Hermansen: Linnet & Laursen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=256298