Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kellogg Company

Oprindelige forfattere OWD og VAn Seneste forfatter Redaktionen

Kellogg Company, amerikansk fødevarevirksomhed, stiftet i år 1906 af industrimanden Will Keith Kellogg (1860-1951). Han iværksatte produktion af de cornflakes, som han og hans bror, lægen John Harvey Kellogg, havde udviklet. Siden blev andre morgenmadsprodukter føjet til varesortimentet, og virksomheden erhvervede interesser i andre firmaer med produkter som te, desserter, supper, saucer og færdiglavede middagsretter. I de senere år har Kellogg Company især produceret morgenmad, hovedsagelig kornprodukter, og snacks.

I 1957 holdt Kellogg's sit indtog på det danske marked. I 1963 overtog Kellogg's 90 % af aktiekapitalen i det familieejede Svendborg Boghvede- og Havremølle A/S, kendt for havregrynsprodukerne Foska og Bio Foska. To år senere stiftedes et nyt selskab, Nordisk Kellogg's A/S, der helt overtog det gamle familieselskab. Produktionen af morgenmadsprodukter fortsatte i Svendborg frem til 1997.

Koncernen har (2013) fabrikker i 18 lande og distribution i mere end 180 lande, i Norden styret af Nordisk Kellogg's A/S i Glostrup. Omsætningen er ca. 14,8 mia. dollar med ca. 30.000 ansatte.

Annonce

Will Keith Kellogg stiftede i 1930 Kellogg Foundation, som er storaktionær i Kellogg's Company og yder store beløb især til formål, som gavner børns velfærd.

Kelloggs danske hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ove W. Dietrich, Victor Andersen: Kellogg Company i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105328