Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

KarstadtQuelle AG

Oprindelig forfatter OWD Seneste forfatter Redaktionen

KarstadtQuelle AG, tysk forretningskoncern, Europas største varehus- og postordrevirksomhed og ejer af Europas næststørste rejsekoncern, Thomas Cook Group plc. Virksomheden har rødder tilbage til 1881, hvor Rudolph Karstadt (1856-1944) åbnede en manufakturforretning i Mecklenburg.

Gennem opkøb og fusioner, senest i 1999 med postordrefirmaet Quelle (stiftet 1927), har virksomheden ud over sine i alt 116 stormagasiner og sportsbutikker (2010) desuden dækket forretningsområder som forsikring, bank, medier, tv og rejser.

Sammen med Lufthansa stiftede Karstadt i 1997 rejsekoncernen C&N Touristic AG, som i 2001 opkøbte britiske Thomas Cook Holdings. I 2007 købtes yderligere britiske MyTravel Group, samtidig med at KarstadtQuelle overtog Lufthansas aktiepost.

Annonce

KarstadtQuelle havde i 2005 (ekskl. rejsekoncernen) en omsætning på 15,5 mia. euro og 68.200 ansatte. Rejsekoncernen havde sammenlagt for de i 2007 fusionerede selskaber en omsætning på 12,0 mia. euro og 32.700 ansatte. Selskabet skiftede s.å. navn til Arcandor AG.

Arcandor, der bl.a. ejede stormagasinerne Kaufhaus des Westens (KaDeWe) i Berlin og Frankfurt, måtte maj 2009 anmode om økonomisk bistand fra den tyske regering på grund af likviditetsproblemer. Anmodningen blev imidlertid afvist af regeringen, og Arcandor bekendtgjorde juni 2009, at det trådte i likviditation.

I 2010 blev Karstadt Warenhaus GmbH overtaget af den tysk-amerikanske investor og milliardær Nicolas Berggruen (f. 1961) og i 2014 af østrigske Signa Holding.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ove W. Dietrich: KarstadtQuelle AG i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104521