Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jebsen & Co.

Oprindelig forfatter keuner Seneste forfatter Redaktionen

Jebsen & Co., handels- og industrikoncern, etableret i Hongkong i 1895 af Jacob Jebsen (1870-1941) og Heinrich Jessen (1865-1931) fra Aabenraa. Virksomheden, der internationalt fører Aabenraas byvåben som firmalogo, opererer i dag i Sydøstasien og har på verdensplan 6500 ansatte. Koncernen er involveret i så forskellige områder som kabelteknologi, kemikalier, kommunikation, biovidenskab, offshorevirksomhed, emballage samt industrielle produkter og teknologi.

Historie

Den ene grundlægger af Jebsen & Co., Jacob Jebsen, var ud af en skibsrederfamilie, og handelskompagniet fra 1895 blev derfor hurtigt agent for faderen, Michael Jebsens (1835-1899), rederi, der hovedsageligt sejlede på Østasien. Michael Jebsen havde etableret sig som selvstændig reder på Skibbroen i Aabenraa i 1882 og ejede i 1897 fjorten dampskibe.

Efter at have mistet en samarbejdspartner i Europa etablerede Jacob Jebsen og Heinrich Jessen i 1909 firmaet Jebsen & Jessen i Hamburg. Firmaet skulle fungere som agent for Jebsen og Co. i Hongkong. Ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 befandt Jacob Jebsen sig i Hongkong, hvor han blev interneret af englænderne. Først i 1919 kunne han vende tilbage til Aabenraa og genoptage virksomheden her. Trods beslaglæggelse af Michael Jebsens skibe og likvidering af firmaet kom Jebsen & Co. hurtigt på fode igen på det kinesiske marked, hvor man udvidede det med repræsentation af betydelige europæiske virksomheder som Mercedes-Benz og Mærsk. Efter Genforeningen i 1920 blev moderfirmaet dansk.

Annonce

Under 2. Verdenskrig blev firmaets interesser i Kina varetaget af Michael Jebsen jr., søn af Jacob Jebsen, sammen med bl.a. broderen Hans Jacob Jebsen (1921-79). Firmaet stoppede sin rederivirksomhed, og Jebsen & Co. blev et erhvervsimperium i Hongkong, der bl.a. repræsenterer Siemens og Volkswagen og har nær kontakt til Den Kinesiske Folkerepublik.

Den nuværende administrerende direktør for Jebsen & Co, Hans Michael Jebsen, søn af Hans Jacob Jebsen, er bosat i Hongkong, hvorfra han driver virksomheden.

Jacob Jebsen (1870-1941)

Fra 1909 bosatte Jacob Jebsen sig fast i Aabenraa, og han fortsatte faderens nationalpolitiske arbejde. Han stod i 1901 for indvielsen af Bismarcktårnet på Knivsbjerg og var blandt initiativtagerne til dagbladet Nordschleswigsche Zeitung, hvor han var bestyrelsesformand 1929-31. Ved Hitlers magtovertagelse i Tyskland og den dermed forbundne nazificering af det tyske mindretal i Nordslesvig meldte Jacob Jebsen fra og trak sig tilbage fra sine nationale tillidsposter.

Michael Jebsen jr. (1911-2000)

Jacob Jebsens søn Michael Jebsen jr., der var ubelastet af det tyske mindretals samarbejde med besættelsesmagten, genoptog efter det tyske nederlag i krigen familiens nationale engagement og var 1957-2000 formand for Knivsbjergselskabet.

Hans Michael Jebsen (f. 1956)

Hans Michael Jebsen, søn af Michael Jebsen jr.s bror Hans Jacob Jebsen, er fra 2000 administrerende direktør for Jebsen & Co. Han er bosat i Hongkong, hvorfra han driver virksomheden, men han opholder sig jævnligt i Danmark. Han har erhvervet flere godser, men gør sig især gældende ved opkøb og restaurering af bevaringsværdige bygninger i Sønderjylland. Han ejer Schackenborg Slotskro sammen med prins Joachim og blev i 2011 udnævnt til hofjægermester.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Nørregaard: Jebsen & Co. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=478906