Incentive-koncernen, Danmarks første kapitalformidlingsselskab, stiftet i 1967 på initiativ af den daværende Privatbanken (hvortil Den Danske Bank og Handelsbanken sluttede sig to år senere) og med et lignende svensk selskab, Incentive AB, etableret i 1963 af Marcus Wallenberg, som forbillede.

Incentive-idéen gik ud på at tilbyde kapital- og ledelseserfaring til virksomheder, der pga. problemer med generationsskifte eller manglende sans for strukturrationalisering forsømte ellers lovende muligheder.

I 1992 fusioneredes Incentive A/S med det kapitalstærke Kryolitselskabet Øresund A/S. Virksomhedens strategi blev i slutningen af 1990'erne ændret, og der fokuseredes hovedsagelig på salg og udvikling inden for rengøringsudstyr under varemærket ALTO. Incentive har desuden haft medejerskab af Wittenborg A/S (automater) og Marwi A/S (cykeltilbehør).

Efter flere år med katastrofale resultater gik Incentive-koncernen konkurs i 2004, og ALTO blev solgt til Nilfisk-Advance.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig