Gulf Oil Corporation, olieselskab, der i sin tid var et af verdens største. Det blev stiftet i 1907 af bankierfamilien Mellon i Pittsburgh med henblik på udnyttelse af store oliefund i Texas (tæt ved den mexicanske golfkyst) og Oklahoma. Sammen med Anglo-Persian, det senere BP, stiftede Gulf i 1933 Kuwait Oil Company, som året efter opnåede 75 års eneret til udnyttelse af Kuwaits oliereserver. I 1975 blev Kuwait Oil Company overtaget af staten Kuwait, og i 1984 blev Gulf købt af Chevron.