Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Egmont Gruppen

Oprindelig forfatter VAn Seneste forfatter Redaktionen

Anders And. I historien En skæv dag i Andeby fra 1996 forhekses Anders And og Onkel Joakim af ærkefjenden Hexia de Trick på en måde, så deres forhold til tyngdekraften sættes på en svær prøve, alt sammen led i troldandens bestræbelser på at stjæle Joakim von Ands lykkemønt. Historien, tegnet af Don Rosa, var nomineret til Will Eisner-prisen i 1998 for bedste korte tegneseriehistorie.

Anders And. I historien En skæv dag i Andeby fra 1996 forhekses Anders And og Onkel Joakim af ærkefjenden Hexia de Trick på en måde, så deres forhold til tyngdekraften sættes på en svær prøve, alt sammen led i troldandens bestræbelser på at stjæle Joakim von Ands lykkemønt. Historien, tegnet af Don Rosa, var nomineret til Will Eisner-prisen i 1998 for bedste korte tegneseriehistorie.

Egmont Gruppen, dansk mediekoncern, grundlagt 1878. Gruppen ejes af Egmont Fonden.

Ved fusionen i 1992 af Egmont Fonden og Nordisk Film Fonden sammensluttedes samtidig to virksomheder, Gutenberghus-gruppen og Nordisk Film, der hver på sit felt havde været banebrydende og fremgangsrige.

Den første var skabt af kongelig hofbogtrykker og ugebladsudgiver Egmont H. Petersen, der fra 1904 udsendte Hjemmet, og som var den, der gav byggeordre til Gutenberghus i København.

Annonce

Den anden var grundlagt af filmpioneren Ole Olsen, hvis Nordisk Film Kompagni i årene før 1. Verdenskrig var verdens næststørste filmselskab.

Det fusionerede selskab, Egmont Gruppen, er Skandinaviens største producent af Disneytegninger. Serier udarbejdes fra idé til færdigt produkt. Ud over ugebladet Anders And & Co. produceres andre uge- og månedsmagasiner, fx Alt for damerne og Hendes Verden, samt kuponhæfter, bøger og leksika.

En række bogforlag indgår i Egmont Gruppen under navnet Lindhardt og Ringhof, som er den næststørste forlagskoncern i Danmark.

På filmsiden produceres tv-film, -serier og -udsendelser som Bryggeren (1996), vist på Danmarks Radio s.å., Eleva2ren (1988-96) og Go' Aften Danmark (fra 2002) i samarbejde med TV 2, biograffilm samt videofilm og cd'er.

Gruppen ejer Danmarks største biografkæde, sælger biografreklamer, driver videoklubber, er medejer af det norske TV 2 mv. Med interesser i over 30 lande, bl.a. som udgiver af Disneyseriehæfter i Østeuropa og Kina, havde gruppen i 2012 ca. 4600 ansatte og en omsætning på ca. 1,6 mia. euro.

Egmont Gruppens hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Victor Andersen: Egmont Gruppen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68466