Arthur Andersen, international revisions- og rådgivningsvirksomhed; grdl. 1913 i Chicago af den amerikanske revisor Arthur Andersen (1885-1947), der var søn af en norsk immigrant og en dansk mor.

Arthur Andersen udviklede sig til et af de førende og mest respekterede revisionsfirmaer, også internationalt. Efterhånden kom management- og it-konsulentydelser til at udgøre en væsentlig del af virksomheden; forretningsområdet blev i 1989 udskilt i Andersen Consulting (nuv. Accenture).

I forbindelse med den amerikanske virksomhed Enrons betalingsstandsning i 2001 kom det frem, at Arthur Andersen som revisor havde makuleret dokumenter, som måske kunne have været relevante, og det blev diskuteret, om firmaet havde spillet en uheldig dobbeltrolle som både revisor og betydelig rådgiver for Enron.

I 2002 fik Arthur Andersen en dom for at have søgt at forhindre børsmyndighedernes undersøgelser af Enron-sagen, og selv om den blev anket, afskar den alligevel straks firmaet fra at revidere børsnoterede virksomheder i USA. Selv om dommen blev anket (og siden omstødt), betød det i realiteten enden for firmaet i dets daværende form. På verdensplan blev mange lokale Arthur Andersen-firmaer allerede overtaget af konkurrenter; således overtog Deloitte Touche Tohmatsu i 2002 Arthur Andersens kontorer i bl.a. Danmark, Sverige og Storbritannien.

I 2001 havde Arthur Andersen en omsætning på 9,3 mia. dollar med ca. 85.000 medarbejdere i 84 lande; i Danmark (hvor firmaet blev startet i 1962) var omsætningen 304 mio. kr. med 380 medarbejdere, og ved sammenslutningen med Deloitte blev dette firma den største danske revisionsvirksomhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig