Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Philip W. Heyman

Oprindelig forfatter VAn Seneste forfatter Redaktionen

Philip W. Heyman, Philip Wulff Heyman, 5.11.1837-15.12.1893, dansk erhvervsmand. Som grosserer drog Heyman nytte af, at det britiske marked i 1862 blev åbnet for import. Han gik i spidsen med at etablere dansk smør som en mærkevare og påbegyndte en eksport af smørret i hermetisk lukkede dåser. Bistået af C.F. Tietgen oprettede og opkøbte han svineslagterier og iværksatte en eksport til England af magert bacon. Eksportinitiativerne blev succeser, som lagde grunden til de efterfølgende årtiers danske landbrugseksport. Parallelt hermed gjorde Heyman sig gældende som industriel iværksætter. Sammen med Tietgen var han i 1873 blandt stifterne af Tuborgs Fabrikker, hvor han fra 1880 og til sin død var direktør. Her afviklede Heyman oprindelige produktioner af gødning, svovlsyre og glas og koncentrerede virksomhedens aktiviteter om ølbrygning. Ved at lancere pilsnerøl i stedet for det hidtil fremherskende lagerøl og ved at indføre fabriksaftapning i stedet for distribution gennem øltappere styrkede han Tuborgøllets placering hos det købedygtige københavnske publikum.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Victor Andersen: Philip W. Heyman i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 6. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91272