Otto B. Christensen, Otto Bertel Christensen, f. 9.1.1934, dansk erhvervsmand og civilingeniør. Efter adskillige lederposter i dansk erhvervsliv blev Otto B. Christensen i 1979 direktør i Danisco-selskabet Grindsted Products A/S. I 1987 blev han administrerende direktør for hele Danisco-koncernen, og under hans ledelse fusionerede den i 1989 med De Danske Sukkerfabrikker og De Danske Spritfabrikker; fra 1989-95 var han direktør i den fusionerede koncern, Danisco A/S. Som formand for Industrirådet 1986-89 var Otto B. Christensen en stærk fortaler for sammenslutningen af Industriens Arbejdsgivere og Industrirådet.