Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A.C. Illum

Oprindelig forfatter VAn Seneste forfatter Redaktionen

A.C. Illum, Anton Carl Illum, 5.7.1863-22.4.1938, dansk erhvervsmand. Efter en praktisk handelsuddannelse i Danmark og i Hamburg åbnede Illum på tysk kredit i 1891 eget detailudsalg på Østergade i København. Med en sans for kundeservice, der var sjælden i samtiden, og med et vel vedligeholdt og mangeartet varesortiment vandt han det københavnske publikum for sig, og forretningen voksede med inddragelse af nye lejemål og huskøb. I 1914 påbegyndtes et samlet nybyggeri, hvorunder Illum med sin interesse for arkitektur prægede både inventar og bygninger med sine idéer. Han var banebrydende i stormagasinverdenen ved at indføre statistik som målestok for rentabiliteten i de enkelte afdelinger. Illum var tillige en moderne arbejdsgiver. En pensionsordning for personalet blev efterlignet i andre virksomheder. Efter stifterens død var stormagasinet Illum først i familiens eje, siden for en periode ejet af det britiske House of Frazer; i 1991 blev stedet overtaget af Magasin-koncernen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Victor Andersen: A.C. Illum i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=96408