lockout

Lockout, kollektivt kampskridt fra arbejdsgiverside som led i en arbejdskonflikt; et modtræk til strejke. Ved en lockout udelukkes de ansatte fra at arbejde og berøves dermed arbejdsindkomst, indtil parterne enes om en løsning på en opstået konflikt. Lockout etableres hyppigst af virksomheder, som er sluttet sammen i arbejdsgiverforeninger, men enkeltvirksomheder kan også etablere lockout.

Fra industrialismens fremvækst i anden halvdel af 1800-t. og langt op i 1900-t. forekom et betydeligt antal arbejdskonflikter i Danmark, af hvilke et ikke ringe antal var lockouter, fx storkonflikten, der ledte til Septemberforliget i 1899, samt lockouterne i 1911, 1921, 1922, 1925 og 1936. Efter 2. Verdenskrig er brugen af lockout blevet mere sjælden, dels fordi lockouter (såvel som strejker) er overenskomststridige, så længe en kollektiv overenskomst løber, som følge af bestemmelserne i Hovedaftalen § 2 om fredspligt, dels fordi organisationernes styrke gør, at storkonflikter let kan få en stærkt negativ samfundsøkonomisk effekt.

Imidlertid er lockouter og især lockoutvarsler næsten obligatoriske ingredienser i de tilbagevendende forhandlinger om fornyelse af de kollektive overenskomster. Når lønmodtagersiden i den forbindelse varsler strejke, evt. på udvalgte, strategiske områder, svarer arbejdsgiversiden ofte med at udtage større grupper af lønmodtagere til lockout. Enkelte gange er disse lockouter blevet realiseret, bl.a. i forbindelse med overenskomstsammenbruddet i 1973 og 1998, samt over for enkelte grupper af lønmodtagere, således socialrådgiverne i 1981, de it-ansatte organiseret i Prosa og vagtfunktionærerne i Dansk Funktionærforbund i 1987 samt lærerne organiseret i Danmarks Lærerforening i 2013.

Også i internationalt perspektiv må lockouten betegnes som et kollektivt kampmiddel, der anvendes sjældnere end strejkevåbnet.