Industriforbund, betegnelse for fagforbund, hvis medlemskreds omfatter såvel faglærte som ikke-faglærte arbejdere inden for en industri eller branche. I dag omfatter industriforbund hyppigt også dels funktionærgrupper, dels ansatte inden for flere forskellige brancher.

Selvom overgangen til en faglig struktur baseret på industriforbund allerede tidligt blev LOs politik, er LO-forbundenes (i dag FH) struktur stadig i overvejende grad præget af den traditionelle opdeling mellem fagforbund for faglærte og fagforbund for ikke-faglærte foruden siden 1930'erne også fagforbund for lavere funktionærer. LOs etablering af karteller er et forsøg på at nærme forbundsstrukturen til industriforbundstanken. Der findes enkelte industriforbund i Danmark: inden for FH således Fødevareforbundet (NNF), Service og funktionærforbundet, Finansforbundet. Industriforbundenes medlemstal udgør tilsammen under 10% af alle fagligt organiserede i modsætning til i fx Sverige, Tyskland og Østrig, hvor fagbevægelsen har skabt en struktur, der i langt højere grad er baseret på industriforbund.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig