fagforening

Fagforeningernes opgaver kan sammenfattes i fire hovedområder. For det første repræsenterer de medlemmerne ved indgåelse og fornyelse af kollektive overenskomster med arbejdsgiverparten. Almindeligvis løses denne opgave via forhandling og mægling, men manglende evne til at nå et forlig i forhandlingerne kan føre til anvendelse af kollektive kampskridt i form af arbejdskonflikter. Kollektive overenskomster regulerer en betydelig del af arbejdsmarkedet (ca. tre fjerdedele af danske lønmodtagere er dækket af en overenskomst), og de indeholder bestemmelser om centrale forhold relateret til ansættelsesforholdet, bl.a. løn, arbejdstid, overtid, finansiering af efteruddannelse, feriefridage, beskyttelse imod løndumping og arbejdsmarkedspension.

For det andet yder de individuel bistand og rådgivning til medlemmerne i forbindelse med sikring af deres rettigheder i henhold til kollektive overenskomster eller lovgivning, i forbindelse med arbejdsløshed, i forbindelse med ansættelse og efteruddannelse samt i forbindelse med lokale kollektive eller individuelle forhandlinger af mere generel karakter. Rådgivningen omkring arbejdsløshed og dagpenge deler fagforeningerne med de fagforeningsorganiserede arbejdsløshedskasser.

For det tredje varetager fagforeninger i mange tilfælde medlemmernes uddannelsesmæssige interesser, bl.a. i forbindelse med fagenes grunduddannelser samt ved organiseringen af efteruddannelse af medlemskredsen; dette foregår ofte i samarbejde med arbejdsgiverparten.

Endelig for det fjerde udøves politisk påvirkning over for regeringen, Folketinget og den generelle offentlighed med henblik på at fremme lønmodtagervenlig lovgivning og forvaltning. For store dele af fagforeningerne skete dette tidligere primært gennem tætte kontakter mellem hovedorganisationen LO og Socialdemokratiet, mens en del af funktionærfagforeningerne traditionelt omvendt har lagt vægt på at være partipolitisk uafhængige. I perioden siden årtusindskiftet har en række fagforeninger – og også hovedorganisationen LO – opsagt den tætte relation til et bestemt politisk parti. Påvirkningen kan hermed mere tage form af generelle kampagner i pressen e.l.

Fagforeningernes økonomiske grundlag udgøres af medlemskontingentet, som varierer stærkt fra fagforening til fagforening. I 2021 varierede kontingentet mellem lidt under 100 og til knapt 500 kr./md. (uden a-kassebidrag). Kontingentet er fradragsberettiget, da det anses som en nødvendig udgift ved at have et arbejde, dog med maksimalt 6000 kroner i 2022.

Oprindelig var en fagforening en lokal forening af faglærte arbejdere; de første fagforeninger etableredes i Danmark i 1870'erne og 1880'erne, og de blev efterhånden samlet på landsplan i fagforbund. I takt med, at der opstod fagforeninger for ikke-faglærte arbejdere i 1890'erne og for forskellige grupper af funktionærer i årtierne efter 1900, blev ordets betydning udvidet. Ordet fag refererer i dag til et eller oftest flere erhverv, som er organiseret i samme fagforening. I moderne sprogbrug anvendes ordet fagforening både om arbejdet på det lokale organisatoriske niveau og som generel betegnelse for lønmodtagersidens kollektive repræsentanter, fx fagforeninger kontra arbejdsgiverforeninger.

Man har diskuteret, om fagforeningerne, som opstod i kølvandet på industrisamfundets fremvækst, ville kunne overleve i et samfund, hvor flere og flere lønmodtagere fandt beskæftigelse i servicesektoren. Det er også blevet diskuteret, om den stigende udbredelse af funktionæransættelser på samme måde skulle underminere fagforeningernes eksistensgrundlag, idet funktionærerne – fordi de ofte sidder tættere på ledelsen i virksomhederne – i mindre grad end arbejderne skulle føle sig tiltrukket af fagforeningerne.

Den samlede organisationsgrad, dvs. den andel af lønmodtagerne, som er medlem af en fagforening, har indtil midten af 1990'erne været stigende til 73 %. Siden er den dog faldet lidt og var knapt 65 % i 2019. Organisationsgraden i Europa er mindre end den er i Danmark.

Kilde: Statistisk 10 års oversigt, 2021

Den stigende faglige organisering af lønmodtagergrupper, der ikke tidligere var så velorganiserede, samt det stigende uddannelsesniveau har betydet, at fagforbundene indenfor FH gradvist har fået færre medlemmer, hvorimod der er kommet flere medlemmer indenfor AC, ligesom der også har været en vækst i organisationer udenfor de mere traditionelle hovedorganisationer.

De høje faglige organisationsgrader for funktionærer skyldes antagelig de mange typer af fagforeninger, som åbner mulighed for, at funktionærernes særlige interesser kan fremmes gennem kollektiv organisering. Fagforeningernes varierende grader af kollektivisme afspejles bl.a. i den meget forskellige vægt, som de tillægger etableringen af kollektive overenskomster i den private sektor.

Den enkelte lønmodtagers motivation for at stå i fagforening har man derudover søgt at forklare ved lønmodtagernes tilslutning til kollektive værdier og lighedsorienterende idealer eller ved de økonomiske incitamenter, der omgiver det faglige medlemskab, specielt betydningen af de fagforeningsorganiserede, men i høj grad statsstøttede arbejdsløshedskasser.

Tilbagegangen i den faglige organisering har især fundet sted i 2000'erne, hvor en række ændringer i arbejdsmarkedslovgivningen har svækket den samfundsinstitutionelle støtte til faglig organisering. Disse ændringer omfatter bl.a. muligheden for at etablere tværfaglige a-kasser (2002), som indebar, at a-kassernes tætte tilknytning til de faglige organisationer blev svækket, forbuddet imod eksklusivaftaler (2006) som følge af en dom ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol samt begrænsningen af størrelsen af skattefradraget for fagforenings- og a-kassekontingent.

Traditionelle fagforeninger var tidligere baseret på en udpræget solidaritetsopfattelse, kombineret med et stærkt socialt pres (undertiden i form af eksklusivaftaler) for at sikre, at alle blev medlem af fagforeningen. Sådanne former for pres må ses på baggrund af, at effektiviteten af en faglig aktion, fx en strejke, kan undergraves af, at blot nogle enkelte afslår at deltage. Socialt pres kan dog på ingen måde forklare den høje faglige organisationsgrad i dag.

Med den stigende faglige organisering inden for funktionærgrupperne skal motivationen for fagligt medlemskab og det høje niveau i Danmark søges i en lidt svagere, men stadigt eksisterende social gruppenorm kombineret med et forsikringsmotiv.

• arbejderbevægelsen i Danmark
• fagbevægelsen