Afrika - uddannelse

Afrika – uddannelse, I Afrikas arabisktalende lande er uddannelse og opdragelse ofte en integreret del af de islamiske kulturer. Landene syd for Sahara rummer det, der her forstås ved afrikanske uddannelser, selvom disse ikke udgør en ensartet gruppe. Forskelle i opdragelse og uddannelse kan henføres til forskelle i geografisk, historisk og kulturel baggrund.

I Europa opstod skolen som en skrive-læse-skole, der formidlede de elementære færdigheder og den kristne troslære gennem skriften; modsat var forholdene i de afrikanske lande syd for Sahara bestemt af, at der ikke fandtes egne skriftsystemer eller skriftligt nedfældede religioner. Der var derfor heller ingen kanoniseret bog eller dogmatisk lære, der kunne udlægges og indøves i skolen. Bortset fra koranskolerne i nord og de såkaldte "bush"skoler i øst og vest udviklede opdragelsen sig derfor kun i ringe omfang til en formel skoling ved siden af det praktiske liv. De oprindelige "bush"skoler var indvielsesskoler ved overgangen fra barn til voksen. Bedst beskrevet er det såkaldte Poro-skolesystem i Liberia, Sierra Leone og Togo.

De europæiske missionsselskaber (protestantiske og katolske) grundlagde de første skoler i europæisk forstand. De indså hurtigt, at undervisning var en nødvendig forudsætning for udbredelsen af det kristne budskab. Missionsskolen kom til at dominere undervisningssektoren i mange år, fordi den, foruden den religiøse opdragelse, også gradvis påtog sig de uddannelsesopgaver, som koloniadministrationerne havde interesse i. I takt hermed blev de mere boglige og eksamensorienterede. Dette træk var fælles for både de engelske og franske kolonier. Den første systematiske drøftelse af de missionspædagogiske problemer i Afrika skete under Missionskonferencen i Edinburgh i 1910.

Ved siden af fællestrækkene er der også klare forskelle på uddannelserne i de fransk- og de engelskdominerede områder. Frankrig praktiserede, også i tiden efter 2. Verdenskrig, en stram assimilations- og associationsspolitik. De franske koloniskoler var på godt og ondt næsten tro kopier af skolerne i moderlandet. Allerede i 1924 skulle missionsskolerne indrette sig med den franske statsskole som model.

England viste større interesse end Frankrig for at tilpasse uddannelserne til de afrikanske vilkår, idet man anerkendte muligheden for et senere selvstyre. Uddannelsen af afrikanere — ud over grundskolen — kom tidligere i gang i de engelske end i de franske områder. I 1923 nedsattes The Advisory Committee on Education in the Colonies, der frem til 1961 rådgav de afrikanske lande i uddannelsesspørgsmål. Komitéen delegerede gennem årene i stigende grad sine kontrolfunktioner ud til regionale og lokale instanser, således at de tidligere engelske kolonier også efter selvstændigheden har bevaret et relativt stærkt islæt af lokalindflydelse i uddannelserne. Karakteristisk for det engelske kolonistyre var tillige den racemæssige adskillelse (segregation), der fx i Kenya og Tanzania medførte forskellige skoler (også af forskellig standard) for afrikanere, arabere, asiater og europæere. På trods af udvidelse af grundskolerne var analfabetismen udbredt i kolonitiden. Skolerne forblev få og spredte.

Mellem 1956 og 1964 opnåede de fleste afrikanske lande deres selvstændighed. De nye uafhængige stater betragtede alle uddannelse som nøglen til deres sociale og økonomiske udvikling og kulturelle genfødsel. Med årene er en 6-årig grunduddannelse blevet accepteret som et minimum i langt de fleste lande, hvilket har betydet en vældig ekspansion af dette område. Men de afrikanske landes økonomier har haft svært ved at finansiere en tilsvarende ekspansion af de videregående og højere uddannelser. Den nødvendige hjælp udefra sker i dag bilateralt eller multilateralt gennem Verdensbanken og De Forenede Nationer. Principperne for denne bistand blev i 1988 nedfældet i et dokument fra Verdensbanken, Education Policies for Sub-Saharan Africa.

Læs mere om Afrika.