En 2. g-klasse bliver undervist i billedkunst i skolens billedkunstlokale. Eleverne skal bære en ensartet skolebeklædning, og traditionen herfor går tilbage til 1800-tallet, dog tilpasset modens udvikling, men altid i et klassisk snit. Reglerne giver mulighed for variationer; farverne skal være mørkeblå og mellem- eller mørkegrå, kombineret med den lyseblå herlovianerskjorte med Gøyeskjold og evt. slips, der findes i tre udgaver. Efter aftensmaden kan eleverne iføre sig andet tøj. Hel eller halv galla benyttes ved festlige lejligheder.
.
Af det tidligere klosters rige inventar er meget lidt bevaret. Mest berømt er Herlufsholmkrucifikset, et fornemt nordfransk elfenbensarbejde fra ca. 1220‑40, hvor stødtandens naturlige krumning er udnyttet i Kristusfigurens svaj. Armene er skåret af hvalrostand.
.
Herlufsholm dækker over et stort område og er løbende blevet udvidet. De ældste bygninger ses forrest i billedet, mens de nyere tilføjelser fra 1960’erne og frem til 1990’erne ses bagerst i billedet. Det røde murværk er et gennemgående træk, og selv om mange arkitekter har bidraget til skolens udformning, fornemmer man sammenhængen mellem bygningerne.
.

Herlufsholm er et stort anlæg udenfor Næstved, der omfatter en moderne skole og et stort gods. Herlufsholm ligger ned mod Suså ca. 2 km nord for Næstved. Det består af de gamle bygninger fra et tidligere kloster og en moderne skole, opkaldt efter skolens stifter, Herluf Trolle. Skolen har historiske rødder direkte tilbage til klostertiden. Herlufsholm er en erhvervsdrivende fond, der udover skolen også har skov- og jordbrug.

Klosterets historie

I 1135 lod stormanden Peder Bodilsen, samt hans mor og brødre, stifte et benediktinsk munkekloster i Næstved. Dette skete muligvis bl.a. som modreaktion på den kongelige klosterstiftelse i Ringsted året før. Som klosterkirke modtog munkene Sankt Peders Kirke i Næstved, men det er uvist, om selve klosteret også anlagdes her eller allerede da opførtes i skoven ved Suså nord for byen, hvor det senest stod fra begyndelsen af 1200-tallet – og med tiden derfor både kendtes som Sankt Peders Kloster og Skovkloster. Benediktinermunkene blev formentlig primært rekrutteret blandt adelens sønner, og klosteret kom snart til at høre blandt landets rigeste med et omfattende jordegods erhvervet gennem gaver, først og fremmest på Sydøstsjælland, men også i det øvrige Østdanmark; ved Reformationen ejede det omkring 440 ejendomme (fæstegårde, møller, sognekirker, byhuse m.m.).

Som et helt særligt privilegium nød klosteret allerede fra 1140 også status som reel byherre af Næstved, idet munkene af kongemagten havde fået tildelt næsten alle dennes retslige og økonomiske rettigheder i byen; en ordning, der stort set ikke kendes for andre danske middelalderkøbstæder. Antallet af munke har varieret og skulle som minimum udgøre 12, men har til andre tider nok været mere end dobbelt så stort. Dertil bestod konventet af en del lægbrødre, og klosteret husede adskillige tjenestefolk og logerende. Klosteret har endvidere dannet ramme for en del skrivervirksomhed, idet adskillige håndskrifter er bevaret herfra, bl.a. to historiske årbøger og det fornemt illustrerede Næstved-kalendariet. I 1520’erne begyndte dele af Næstveds borgerskab at rejse sig imod Skovklosters position i byen, til hvilken brug også det lutherske røre anvendtes. Det teologiske opgør synes munkene at have overladt til byens tiggerbrødre, mens de selv koncentrerede sig om at bevare gods og privilegier, hvilket også kongemagten havde fordel i at bevare på herreklostrene.

Med Reformationen i 1536 blev Skovkloster underlagt kronen, efterfølgende under forskellige forleninger, hvor abbeden og munkene fortsat kunne blive på stedet. Klostertiden endte endeligt i 1560, da klosteret blev mageskiftet til admiral og rigsråd Herluf Trolle til gengæld for Hillerødsholm, det kommende Frederiksborg Slot.

Klosterbygningerne

Den store klosterkirke er en enskibet romansk korskirke af tegl, i hvis ældste partier indgår en del granitkvadre, som måske stammer fra en ældre kirke. Arkitektonisk set er den nært beslægtet med den næsten samtidige klosterkirke i Ringsted. Både omkring vinduer og døre findes smukt udførte detaljer, som viser det nære slægtskab, der fandtes inden for den tidlige sjællandske teglstensarkitektur. Senere i 1200-tallet blev koret ombygget, og der indsattes hvælvinger. I senmiddelalde ren kom også et beskedent klokketårn til ved skibets sydvestre ende. Korindretningen fra klostertiden med 30 korstole opstillet i hesteskoform stod intakt frem til 1800-tallet.

Klosterbygningerne lå syd for kirken. Den nuværende østfløj ligger forskudt i forhold til tværskibet og går tilbage til 1200-tallet. Kapitelsalen er bevaret i det nedre stokværk som et fornemt rum med seks ribbehvælv båret af to murede søjler. Ældre opmålinger viser, at også syd- og vestfløjen indeholdt hvælvede rum, som tilsammen omsluttede en uregelmæssig klostergård med korsgang. Ud fra en bevaret indskrift vides østre korsgang at være opført i 1502, formentlig som afløser for en ældre.

Området vest og nordvest for kirken udgjorde tidligere endnu en sluttet gård, senere kaldet Skolegården, som mod vest afsluttedes af den nuværende rektorbolig, formentlig klostertidens abbedbolig. Endelig omfattede det store kompleks en endnu større ydre gård, som i syd og vest var afgrænset af de to store teglbygninger Kostalden og Laden. Tilsammen udgjorde klosterets store bygningsmasse et hierarkisk ordnet system af tre gårde, som formidlede forbindelsen fra den ydre verden ind til klosterets kontemplative afsondrethed. Al adgang til klosterområdet foregik via porthuset i vest. Til klosteret hørte også en række fiskedamme, som leverede en betydelig del af munkenes kost.

De nuværende bygninger

Klosterbygningerne stod forholdsvis uforandrede frem til 1800-tallet. Klosteranlægget blev i årene 1868‑70 ombygget af J.D. Herholdt, hvor den vestlige og sydlige fløj fik deres nuværende udseende. De er opført på de ældre fundamenter, men gjort bredere med en ny arkade i stueetagen mod gården. Hovedtrappen blev flyttet i 1980. Georg Hilker har dekoreret Festsalen i det indre. Skolebygningen er oprindelig en lade fra 1743, der blev ombygget 1809‑12 af Johan Georg Schwartzkopf og forhøjet 1852‑53 af Ferdinand Meldahl og Georg Kretz. Bygningen er en lang, pudset længe i 19 fag og to stokværk, og den imiterer med sine vælske gavle i hver ende den hollandske renæssance. Museumsbygningen fra 1874‑76, ligeledes af J.D. Herholdt i to stokværk i rød blankmur, med blændingsgavle, flad- og spidsbuede vinduer og med saddeltage med blådæmpede vingetegl, er en gennemført pastiche over sengotikkens motiver.

Klassicismen er repræsenteret i Rektorboligen fra 1794‑95 af Philip Lange og Godsforvalterboligen fra 1812 af Johan Georg Schwartzkopf, der begge er symmetriske, gulpudsede huse i hhv. et og to stokværk og kronet af hhv. mansardtag og halvvalmet tag, begge med røde vingetegl. Hvælvingebroen over Suså er udført af granitkvadre med buede brofag og er fra ca. 1740, muligvis tegnet af Elias David Häusser. Sygehuset fra 1905‑06, østfløjen til Skolebygningen (kaldet Stalden) fra samme år samt Biblioteket fra 1913‑15 er tegnet af Gotfred Tvede. Han stod også bag en ny gymnastikbygning fra 1930 og et observatorium fra året efter.

Nyere tilføjelser er elevfløjen Lassengården (1956‑57) af Hans Erling Langkilde og Ib Martin Jensen. Syd for skolebygningen har Jørgen Stærmose tegnet et større bygningskompleks bestående af bl.a. Egmontgården (1967), elevfløjen Vuen (1967), gymnastikbygningen Galen (1968), Helenhallen (1969), en administrationsfløj (1973) samt en klassefløj (1975). De nyeste tilføjelser er elevfløjene Birgitte Gøye Gården og Pernille Gøye Gården fra hhv. 1985 og 1990. Stærmoses bygninger er overvejende i rødt murværk med sortmalet træværk og teglhængte, helvalmede tage med store udhæng.

Den næsten kvadratiske Røde Plads på Herlufsholm fra 2015 er tegnet af Breiman & Bruun (siden 2016: Bruun & Möllers Landschaften) og har en rød klinkebelægning, der bølger op og ned. Pladsen, der indrammes af bygninger, men også har udsigt til landskabet og Suså, fungerer som nyt mødested for hele skolen.

Stiftelsen Herlufsholm Skole og Gods

Herluf Trolle og hans hustru, Birgitte Gøye, ønskede at oprette en skole og etablerede derfor en fundats, der omskrev den stiftelse, der sikrede benediktinerklosteret tilbage i 1135, til en stiftelse, som sikrede en skole. Skolen, der blev stiftet d. 23. maj 1565, blev efter Herluf Trolles død i 1565 først ført videre af Birgitte Gøye og derefter overdraget til kongen, mod at den blev bevaret for eftertiden, og på den måde er stiftelsen og dermed også skolen blevet en selvejende institution.

Ved starten af 2020'erne er Herlufsholm en erhvervsdrivende fond med skole, skov- og jordbrug, en kirke og en kirkegård. Stiftelsen sikrer, at skolen består, og indtægterne fra de andre forretningsområder er derfor med til at understøtte skolens drift. Selv om stiftelsen er en forretning, er den underlagt tilsyn fra Børne- og Undervisningsministeriet og ikke Erhvervsministeriet, fordi den modtager statstilskud til eleverne på skolen. Herlufsholm Gods var i 2021 på 1.050 ha agerjord og 1.026 ha skov.

Skolen begyndte i 1565 som en lærd skole med plads til 42 børn af adelige eller »andre ærlige Mænd«. Skolen fungerede fra begyndelsen som kostskole og indtil 1966 kun for drenge. Herefter blev der åbnet for pigerne som dagelever i gymnasiet og fra 1985 også som kostelever.

Skolen har haft et ry for at være en skole for adelige og for børn af rige danskere udstationeret i topposter i udlandet. Da Klaus Eusebius Jakobsen var rektor 1993‑2016, ønskede han, at skolen også blev et tilbud til et bredere publikum, og derfor giver skolen hvert år et antal fripladser. Desuden blev der i højere grad satset på dagelever i grundskolen, så skolen også blev en lokal privatskole, hvor elever fra omegnen kunne gå.

Herlufsholm er i dag en privatskole med en grundskoledel, der går fra 6. til 9. klasse, en 10.-klasse ved navn 10. Go, alment gymnasium (STX), Pre-IB og IB. Siden 2012 har elever i alderen 12‑16 år kunnet tilbringe en uge i sommerferien på Herlufsholm Sommerskole. Der er nu flest dagelever i grundskolen og flest kostelever i gymnasiet.

Herlufsholm i medierne

I nyere tid er livet på skolen blev beskrevet i bogen På Herlufsholm (Gyldendal, 2017), med daværende rektor Klaus Eusebius Jakobsen som forfatter. I forlagets omtale af bogen fremhæves, at skolen har givet ” …. stof til mange myter om hård opdragelse, svigtede rigmandsbørn, bedagede traditioner og benhård elite.”

I bogen beskriver rektor et positivt samarbejde omkring en række af de beskrivende tv-udsendelser, der har været lavet om skolen. Blandt de mest markante var en serie i seks afsnit i 2004 fra DR Dokumentar lavet af Anders Agger. Samme dokumentarist vendte i 2012 tilbage til skolen og lavede i fem afsnit Herlufsholm – otte år efter. I 2018-19 udsendte TV2 en dokumentarserie i otte afsnit, Herlufsholm for livet, hvor man følger elever til hverdag og fest.

Markant kritisk var dokumentaren Herlufsholms Hemmeligheder, der den 5. maj 2022 blev sendt på TV 2. Dens beskrivelse af skolen medførte stærke reaktioner. Kronprinsparret skrev i en kommentar samme dag: ”Som forældre til et barn, der går på Herlufsholm, er vi dybt rystede over de vidnesbyrd, der er kommet frem i den aktuelle dokumentar om skolen”.

Skolens bestyrelse oplyste i forbindelse med udsendelsen, at den ville bede en uafhængig advokat om at gennemføre en undersøgelse af de kritiserede forhold.

Læs mere i Trap Danmark

Se alle artikler om klostre i Trap Danmark:

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links