skole - tilsyn

Tilsynsbegrebet dækker på skoleområdet som i andre sektorer kontrol med legalitet, rationalitet og rimelighed i forvaltningen.

Indtil Lov om Folkeskolernes Styrelse og Tilsyn og Tilsynet med private Skoler fra 1933 var den gejstlige indflydelse dominerende i folkeskolens styre og tilsyn: Siden 1814 havde sognepræsten været født formand for skolekommissionen i landkommunerne og født medlem i byerne, og provsten havde været forretningsførende medlem af det regionale tilsynsorgan skoledirektionen.

Biskoppen havde ret og pligt til at holde visitats i stiftets skoler med efterfølgende visitatsberetninger, oprindelig til Danske Kancelli, fra 1848 til Kirke- og Undervisningsministeriet og fra ministeriernes adskillelse i 1916 til Undervisningsministeriet.

Efter 1933-lovens iværksættelse bestod det gejstlige tilsyn i, at en provst var medlem i det nye regionale tilsynsorgan amtsskoledirektionen, som fra 1935 også nord for Kongeåen fik tilknyttet amtsskolekonsulenter som rådgivere for direktionen og for de folkeskoler, den havde tilsyn med. Da provstens deltagelse ophørte i 1949, var det gejstlige tilsyn med folkeskolen i praksis afløst af et verdsligt.

Fra 1933 og især fra 1949 fik forældrene mulighed for nogen indflydelse på deres børns skole. Skelsættende blev imidlertid Skolestyrelsesloven af 1970, der decentraliserede både styrelse og tilsyn. Alle folkeskoler skulle herefter have skolenævn med forældrerepræsentanter, og amternes skoledirektioner blev nedlagt.

Tendensen fortsatte med de reviderede styrelsesbestemmelser i 1989, der fra 1990 indførte skolebestyrelser med forældreflertal ved alle folkeskoler og nedlagde skolenævnene, skolekommissionen samt stillingerne som amtskonsulenter for folkeskolen.

Herefter har kommunalbestyrelsen, jf. Folkeskoleloven af 1993, det overordnede ansvar for kommunens skolevæsen med pligt til at sikre, at skolerne honorerer lovens krav og de kommunale beslutninger om fx læseplaner og skolestruktur, samtidig med at den skal stille de fornødne resurser til rådighed, så skolerne kan løse deres opgave.

Tilsynet med den enkelte skoles virksomhed føres af skolebestyrelsen, mens tilsynet med eleverne i skoletiden føres af skolen selv. Kommunalbestyrelsen er således blevet den centrale tilsynsmyndighed for folkeskolen. Helt uproblematisk er det næppe, at den samtidig er den bevilgende myndighed.

Det overordnede tilsyn med amtskommunernes skole- og undervisningsvæsen for børn og unge varetages af undervisningsministeren.

Det samme gælder tilsynet med de gymnasiale uddannelser, der er underlagt amtsrådet. Hver for sig har de et lokalt tilsyn i en skolebestyrelse, der næsten svarer til folkeskolernes.

Undervisningsministeriet varetager dog det faglig-pædagogiske tilsyn gennem Uddannelsesstyrelsens kontorer for de gymnasiale områder, der i 1997 afløste gymnasieafdelingen; denne havde i 1990 erstattet Direktoratet for Gymnasieskolerne og Hf, som i 1963 havde overtaget opgaven fra en selvstændig og magtfuld gymnasieinspektion, hvis oprindelse går tilbage til 1848. Det ministerielle tilsyn er nært knyttet til afholdelsen af studentereksamen.