Learning Lab Denmark, LLD, dansk forskningsinstitution, oprettet i 2000, hvis opgave var at forske i læring, vidensdannelse og kompetenceudvikling. Forskningen foregik i tværfaglige konsortier, der inddrog både erhvervslivet og den akademiske verden. Målet var at bidrage til bedre udnyttelse af de menneskelige resurser ved at skabe og formidle ny viden om læreprocesser og deres rolle og funktion i organisationer og værdiskabelse. LLD var organisatorisk tilknyttet Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, men var ellers en selvstændig institution med egen bevilling og bestyrelse. LLD blev 2008 en del af Institut for Læring ved DPU.