Der er mere end nogensinde grund til at overveje voksnes holdninger til børns opdragelse. Den autoritære opdragelsesform har været forståelig og i et vist omfang hensigtsmæssig i et statisk samfund med faste og fælles værdier. I det moderne samfund, hvor sekulariseringen ledsages af pluralisme, har befolkningen på mange områder ikke et fælles værdigrundlag, heller ikke når det gælder børns opdragelse. En tilbagevenden til tidligere tiders opdragelsesidealer er dog ikke svaret på forældres oplevelse af problemer i forbindelse med deres børns opdragelse. I nyere tid har en udbredt opdragelsesform været den såkaldte forhandlingsopdragelse, der i vidt omfang er præget af en humanistisk og demokratisk tankegang; humanistisk, fordi barnet forstås som unikt og inddrages i fælles beslutninger, demokratisk, fordi opdragelsen sigter mod medbestemmelse, social inddragelse og svækket autoritetstro.
Et perspektiv, hvis konsekvenser endnu ikke aftegner sig tydeligt, er det stigende antal nydanskere med anden kulturel baggrund end dansk. Mødet mellem dansk opdragelsestradition og opdragelsesmål i andre kulturer er hverdag for mange i fx børneinstitutioner og skoler. Det må derfor forventes, at der i forbindelse med de kommende års integration af indvandrere med forskellig etnisk baggrund på godt og ondt bliver tale om ændrede holdninger, normer og værdier inden for opdragelse.
Begrebsmæssigt står opdragere i det moderne samfund til stadighed over for valget mellem tilpasningssocialisering eller dannelsessocialisering som den grundlæggende opdragelsessynsvinkel. Tilpasningssocialisering resulterer efter den norske pædagog Jon Hellesnes' (f. 1939) opfattelse i, at barnet socialiseres på plads og lærer spillereglerne uden at erkende, at spillet kan diskuteres og forandres; det bliver spillebrik og ikke medspiller. Lydighed, konformitet og en konventionel tankegang stiller sig hindrende i vejen for opdragelse til selvstændig tænkning, ansvarsbevidsthed og initiativlyst. Ved dannelsessocialisering opdrages barnet til egen stillingtagen, og der lægges vægt på frihed, udfoldelse og autonomi samt evnen til at kunne sige fra over for eller ændre de opgaver og roller, der alene er bestemt af traditionen eller af andre mennesker.
Afgørende for opdragelsens mål, indhold og metoder i et vestligt orienteret samfund er, at den enkelte til enhver tid kan indgå i et samspil med andre. En opdragelse, der som mål har udviklingen af barnets iboende resurser og dets inddragelse i fællesskabet, er grundlæggende betinget af dette samspil, hvor de voksnes reaktioner og udspil er den afgørende kvalificerende faktor. Opdragelsen må på samme tid give barnet en forankring i egen familie- og kulturbaggrund og mod til at bruge sine evner aktivt og kreativt, så det kan indgå i dette samspil, uanset at det sker på vekslende betingelser i arbejds-, familie- og fritidsliv. Opdragelsens etiske dimension indebærer derfor, at individ og samfund ikke fremstår som alternativer, men som elementer i en interaktion, der har begges positive udvikling som mål.
Se også barndom, dannelse, disciplin, familie og pædagogik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.