indoktrinering

Indoktrinering er det at påføre andre mennesker bestemte meninger og holdninger. Begrebet omfatter ikke alene indholdet af det påførte, fx et politisk eller et religiøst budskab, men også og måske især de metoder, fx overtalelse, suggestion og gruppepres, som tages i anvendelse hertil, og er karakteriseret ved, at der ikke appelleres til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af indholdet undgås. Medvirkende til indoktrinering er desuden forholdelse af væsentlige oplysninger og af mulighed for personlig stillingtagen.

Indoktrinering står derfor i et direkte modsætningsforhold til begreber som oplysning og undervisning, der som opgave har en alsidig sagsbelysning og som mål forståelse. Vanskeligere er det at drage grænsen i forhold til begrebet opdragelse, der sigter mod holdningspåvirkning i tilknytning til intellektuel erkendelse. En generel prægning af personligheden i social, moralsk, æstetisk, politisk og religiøs henseende falder således ikke ind under begrebet indoktrinering, når den er ledsaget af en intellektuel bearbejdning.

Ordet indoktrinering, der kendes fra slutningen af 1950'erne, opnåede særlig aktualitet i 1974 i forbindelse med den såkaldte indoktrineringsdebat, idet drøftelsen i forbindelse med den betydelige ændring i formålsbestemmelsen i Folkeskoleloven af 1975 satte spørgsmålstegn ved skolens opgave som ikke blot kundskabsformidlende, men også opdragende.