Stig Guldberg, 1916-80, dansk pædagog. Ved en sprængningsulykke i 1947 mistede Stig Guldberg begge hænder. Efter en kort rekonvalescens påtog han sig forskelligt arbejde for at lære at leve med sit handicap; disse erfaringer og hans indstilling blev bærende i hans arbejde med andre handicappede.

I 1955 stiftede han institutionen Guldberg-Plan, som var en videreførelse af de Guldberglejre, der siden 1950 havde været afholdt for invaliderede danske og udenlandske børn. Sommerlejre gennemførtes i Nysted på Lolland og senere i Nørre Lyngvig på Holmsland Klit. Institutionen fik i 1964 sin egen skole i Kramnitze ved Rødby. Stig Guldberg skabte gennem årene debat med sine bøger, foredrag og tv-udsendelser om handicappede.

Efter Stig Guldbergs død besluttede familien at indstille lejrene. Guldberg-Plan omdannedes til en selvejende fond, der giver støtte til projekter i Guldbergs ånd.

Guldberg-Plans hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig