folkelighed

Folkelighedsideologien er i Danmark grundlagt af N.F.S. Grundtvig, der anvendte ordet fra ca. 1817 og ofte stavede det "folke-lighed", hvilket alt efter behov og sammenhæng betegnede, at der skulle være lighed i folket, eller at noget var eller burde ligne folket.

Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild; resten selv som dragedukker sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret.

Rive løs sig rigets stænder fra den fælles folkeånd, da går hoved, fødder, hænder latterlig på egen hånd, da er riget sønderrevet, fortidsalderen udlevet, folket mødigt sover hen, vågner vanskelig igen.

Grundtvigs digt "Folkeligheden" (Folkeligt skal alt nu være) fra 1848 svarer til det, han samtidig sagde i politiske taler. De her citerede strofer er nr. 7 og 8 i den oprindelige udgave af digtet med 14 strofer og nr. 4 og 5 i den forkortede udgave med 8 strofer, der findes i sangbøgerne.

Folkelighedsideologien er en demokratisk, konsensussøgende, antiautoritær indstilling, der søger at skabe reel lighed mellem alle. Denne form for folkelighed indebærer en stærk tro på "folks" eller såkaldte "almindelige menneskers" sunde fornuft og på deres evne og vilje til at sætte sig ind i vanskelige spørgsmål. De har kompetence til at handle og til at tage et ansvar, hvis de hjælpes på vej af en folkeoplysning, der ikke søger at udbrede overklassens kultur til hele samfundet, men tager udgangspunkt i folkets egne forudsætninger og erfaringer.

Det er denne grundindstilling, som i mange forskellige varianter — fx med eller uden kristendommen som væsentligt element og med forskellig vægt på det i traditionel forstand "oplysende" — har været det ideologiske og pædagogiske grundlag for andels- og højskolebevægelserne, friskolerne og en række af de andre bevægelser og organisationer, der i egen selvopfattelse og gængs sprogbrug er "folkelige", og som har præget dansk kultur og politik siden Grundtvig.

Den folkelige stil svarer til et bredere felt af betydninger, der også dækkes af ordet "folkelig"; i Ordbog over det Danske Sprog er det forklaret således: karakteristisk, passende eller tilgængelig for hele folket eller dets store mængde, overensstemmende med folkets ånd og interesser, jævn og ligefrem og i negativ forlængelse heraf også vulgær.

Som ideologi henvender begrebet folkelighed sig i princippet til hele befolkningen; ingen er på forhånd udelukket. Repræsentanter for denne form for folkelighed vil sjældent betegne sig selv som "folkelige", men vil som noget selvfølgeligt og positivt omtale fx højskoler, idrætsforeninger, folkekirken eller hjemmeværnet som "folkelige" og sige det samme om deres elev- eller medlemsskarer.

Med den folkelige stil forholder det sig mere problematisk. Hvem er "folket" eller for den sags skyld dets "store mængde"? Svaret kan formuleres på forskellige måder, men dets indhold vil som regel være, at folkelighed er en mere eller mindre fiktiv fællesnævner for normer og vaner i den del af befolkningen, der har de korteste uddannelser. De "folkelige" lag af befolkningen vil i dag sjældent bruge denne betegnelse om sig selv eller deres miljø; de vil snarere tale om "folk" eller "almindelige mennesker"; "folkelig" er en etikette, som de får påhæftet af udenforstående.

Den folkelige ideologi er demokratisk og præget af tillid til befolkningen; den folkelige stil er jævn og ligefrem; både ideologien og stilen er præget af "sund menneskeforstand" og af en lige så sund skepsis over for autoritær og elitær tankegang og handlemåde. Herfra er afstanden imidlertid kun kort til den populistiske demagogi, der uden hensyn til de krav om kvalitet og lødighed, som ligger i folkelighedsbegrebet, bruger "folkelig" og "folkelighed" som slagord, der signalerer, at "hele folket" eller "den store mængde" står bag et givet politisk, kunstnerisk eller kommercielt projekt, og som stempler konkurrenter og modstandere som "elitære" afvigere.