Det Norske Videnskaps-Akademi, oprettet 1857 i Oslo under navnet Videnskabsselskabet i Christiania. Akademiet fik sit nuværende navn i 1924. Det er delt i en historisk-filologisk klasse og en matematisk-naturvidenskabelig. Akademiets formål er at fremme videnskaben, bl.a. gennem udgivelsen af serier af Skrifter og Avhandlinger. Foruden æresmedlemmer kan akademiet maksimum have 410 medlemmer under 70 år. Antallet af ordinære medlemmer er ca. 880 (2015).