DANDOK, Statens udvalg for videnskabelig og teknisk information og dokumentation, tidl. rådgivende og koordinerende organ med lige mange repræsentanter fra forskningsbiblioteks- og dokumentationssektoren og fra brugerne, der primært var forskere ved private og offentlige institutioner; oprettet 1970 af Undervisningsministeriet, fra 1993 under Forskningsministeriet, og nedlagt i 1999. DANDOK markerede sig frem til slutningen af 1980'erne især gennem en række redegørelser om informationspolitiske emner.

I 1981 etableredes DANSK DIANE CENTER (siden INFOSCAN), et statsligt center for oplysning om databaser og elektronisk informationssøgning. I 1988 oprettedes DANDOK-basen, den centrale danske forskningsdatabase med information om forskningspublikationer, -institutioner og -projekter. I 1995 indeholdt den ca. 100.000 referencer. INFOSCAN blev i 1999 lagt sammen med Statens Information og Det Administrative Bibliotek.

I 1999 blev DANDOK-basen således lagt ind under Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek (fra 2004 Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek), og databasen blev døbt Den Danske Forskningsdatabase. Den Danske Forskningdatabase indeholder ca. 1 mio. forskningspublikationer fra universiteters og forskningsinstitutioners databaser (2016).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig