Akademija Nauk Rossii

Akademija Nauk Rossii, Ruslands Videnskabernes Akademi, grundlagt 1724-25 i Skt. Petersborg af zar Peter den Store som Det Kejserlige Videnskabernes Akademi. Skiftede i 1917 navn til Det Ruslandske Videnskabernes Akademi (Rossijskaja Akademija Nauk) og efter Sovjetunionens dannelse til Sovjetunionens Videnskabernes Akademi (Akademija Nauk SSSR) i 1925. Akademiets hovedkvarter flyttedes 1934 til Moskva. Det nuværende navn har akademiet haft siden 1991.

Akademija Nauk SSSR udviklede sig fra slutningen af 1920'erne fra at være et traditionelt lærd selskab til at blive et gigantisk videnskabsimperium, i hvis 365 strengt hierarkisk ordnede sektioner, afdelinger og institutter så godt som al sovjetisk grundforskning udførtes. Som var det et superforskningsministerium, koordinerede og styrede akademiets præsidium. Det var valgt af en snæver og selvsupplerende kreds af ordinære (akademiki, ca. 300) og korresponderende (tjlen-korrespondenty, ca. 600) akademimedlemmer, der styrede ikke blot grundforskningen og forskeruddannelse inden for egne institutter, men også uden for som fx på universiteter og andre højere læreanstalter. Eneste undtagelse var den forskning, der hørte ind under Akademiet for Landbrugsvidenskaber (opr. 1929), Akademiet for de Pædagogiske Videnskaber (opr. 1943) og Akademiet for de Medicinske Videnskaber (opr. 1944). Akademija Nauk SSSR var endvidere øverste koordinerende instans for de akademier, der efter 2. Verdenskrig oprettedes i de 14 ikke-russiske unionsrepublikker. Kun Rusland (RSFSR) fik ikke eget akademi. I 1980'erne var Sovjetunionens Videnskabernes Akademi med sine 235.000 medarbejdere (heraf 66.000 videnskabelige) og over 500 tilknyttede forlag (fx Nauka) og andre virksomheder verdens største videnskabelige organisation; den udgav fx adskillige tusinde bogtitler om året og 260 videnskabelige tidsskrifter. Præsidenten for akademiet havde status og magt som en minister, mens akademimedlemmer i kraft af deres sociale placering, privilegier og indflydelse inden for deres videnskab nød en meget betydelig anseelse i samfundet.

Akademiet var fra anden halvdel af 1980'erne genstand for betydelig kritik, der i ly af Gorbatjovs glasnost-politik i stort omfang kom fra de menige videnskabelige medarbejdere, der var uden reel indflydelse på såvel akademiet som deres konkrete arbejdsplads. Kritikken rettedes mod den bureaukratiske og hierarkiske struktur, den centralistiske udvælgelse af forskningsprojekter, mod beslutningsprocessen generelt samt mod embedsmisbrug og manglende kompetence i akademiets top. Som et resultat af Gorbatjovs perestrojka gennemførtes i årene 1987-88 visse reformer. Beslutningskompetencen flyttedes fra præsidiet til 18 fagligt bestemte og 3 regionalt (Sibirien, Ural og Det Fjerne Østen) bestemte afdelinger. Endvidere indførtes for første gang et princip om fast pensionsalder: 70 år for akademimedlemmer og 75 år for præsidiemedlemmer. I 1988 var gennemsnitsalderen for de ordinære medlemmer 69 år.

Fra midten af 1989 hørtes der røster i videnskabelige kredse i Moskva og Skt. Petersborg, der blev bakket op af den politiske ledelse. De krævede oprettelse af et selvstændigt akademi for Rusland. Motiverne var dels nationalistiske, dels betinget af ønsket om et demokratisk alternativ og om muligheden for at inddrage nye videnskaber. Sideløbende og med opbakning fra præsident Gorbatjov foregik der i Sovjetunionen en vis reformproces, der i august 1990 udmøntedes i, at akademiet fik selvforvaltning og garanti for, at stat og parti ikke kunne blande sig i den akademiske frihed. Det mislykkede kupforsøg i august 1991 og akademiets valne holdning til det intensiverede bestræbelserne for at omdanne dette til et russisk akademi. Det samme gjorde akademiets økonomiske nedtur, der medførte en betydelig forskerflugt til udlandet og til private firmaer. Præsident Jeltsin udstedte den 21. november 1991 et dekret, der reelt omdannede Sovjetunionens Akademi til Ruslands Videnskabernes Akademi. Den gamle bestand af medlemmer og den gamle struktur fulgte i det store og hele med. Det nye akademis første generalforsamling fandt sted i december 1991 — i tidsrummet mellem Sovjetunionens opløsning og SNG's dannelse. Til ny præsident valgtes matematikeren Jurij Osipov og til vicepræsident kernefysikeren Jevgenij Velikhov.

Akademiet bevarede efter omdannelsen sin position som Ruslands øverste videnskabelige organisation, ligesom den gamle administrative grundstruktur blev bevaret. Fornyelsen lå først og fremmest i, at de menige videnskabelige medlemmer via valgte institutrepræsentanter fik indflydelse på generalforsamlingen, der blev akademiets øverste myndighed. Endvidere fik de enkelte institutter status som juridiske personer og dermed større selvstændighed mht. resurseanvendelse og fastlæggelse af videnskabelige projekter. Imidlertid blev kun meget få af de reformbestræbelser, der var på tale i slutningen af 1980'erne, institutionaliseret.

I 2013 gennemgik Akademiet en upopulær omdannelse, hvor det ved en hastigt gennemført reform mistede funktioner og privilegier samt oplevede lukninger og fusioner af dets institutioner.