Højskole, dels universitet eller læreanstalt, som giver studerende videregående undervisning på videnskabeligt grundlag, dels folkehøjskole, der giver unge og voksne indsigt i samfundets og tilværelsens større sammenhænge uden brug af fast pensum eller eksamen. Ordet genfindes i svensk högskola og tysk Hochschule, der udelukkende betegner videregående forsknings- og uddannelsesinstitutioner, jf. fx Malmö högskola; amerikansk high school betegner en overbygning på grundskolen. I Danmark benytter færre og færre videregående uddannelsesinstitutioner betegnelsen højskole, fx skiftede Danmarks Tekniske Højskole i 1994 navn til Danmarks Tekniske Universitet. Se folkehøjskole og universitet.