Erhvervsuddannelser, EUD, system af uddannelser og specialer, som fra 1991 har afløst efg-uddannelser, lærlingeuddannelser (mesterlæren) og grundlæggende teknikeruddannelser. Sammen med de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser og de gymnasiale uddannelser udgør EUD den altovervejende del af ungdomsuddannelserne.

Via 12 indgange er der 109 EUD-uddannelser med 326 trin og specialer (2013). De omfatter såvel håndværks- og industrifag som handelsfaglige, kontorfaglige, jordbrugsfaglige og servicebetonede fag. En række faglige udvalg, nedsat af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne med et lige stort antal repræsentanter fra hver side, fastlægger indholdet i uddannelserne og udsteder svendebrev eller uddannelsesbevis efter gennemført uddannelse.

Alt efter fag foregår den skolemæssige del af EUD på tekniske skoler eller handelsskoler. Uddannelsesforløbet veksler normalt mellem praktik i en virksomhed og teoretisk eller praktisk undervisning i skoleregi. Uddannelsestiden varierer, afhængigt af uddannelse, mellem 2 og 51/2 år, de fleste tager 3-4 år. For elever over 25 år er der særlige ordninger, som kan afkorte uddannelsestiden betydeligt. Det er normalt en forudsætning for gennemførelse af en EUD, at eleven finder en praktikvært, der kan godkendes af det faglige udvalg, og der skrives en uddannelsesaftale.

De 12 indgange (2013)

Bil, fly og andre transportmidler Bygge og anlæg Bygnings- og brugerservice Dyr, planter og natur Krop og stil Mad til mennesker Medieproduktion Merkantil Produktion og udvikling Strøm, styring og it Sundhed, omsorg og pædagogik Transport og logistik

Uddannelserne inddeles i et grundforløb og et hovedforløb. Grundforløbet foregår på skole, eventuelt efter indledende praktik, og varer ved tekniske erhvervsuddannelser 10-60 uger, ved merkantile som oftest 2 år. Hovedforløbet veksler mellem skole og praktik og udgør resten af uddannelsen.

EUD-elever får fra og med det første praktikophold en særlig overenskomstfastsat løn og kan på de indledende skoleforløb søge Statens Uddannelsesstøtte.

Reform af erhvervsuddannelserne

I 2014 vedtog et bredt flertal i Folketinget en reform af erhvervsuddannelserne med det mål, at mindst 25 % i 2020 skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse, og at mindst 60 % skal fuldføre uddannelsen. Reformen rulles ud fra 2014-20.

Reformen betyder, at der indføres adgangskrav til erhvervsuddannelserne, således at elever mindst skal have opnået karakteren 02 i dansk og matematik ved folkeskolens afsluttende prøver for at kunne optages. Det vil dog være muligt at få adgang til uddannelserne, hvis eleven vurderes egnet efter en optagelsesprøve eller samtale, eller hvis vedkommende har en uddannelsesaftale.

De 12 indgange til erhvervsuddannelserne reduceres til fire erhvervsfaglige hovedområder:

- Omsorg, sundhed og pædagogik - Kontor, handel og forretningsservice - Fødevarer, jordbrug og oplevelser - Teknologi, byggeri og transport

Grundforløbet består af to dele på i alt 40 uger, hvor de 20 uger i anden del er målrettet hovedforløbet i en specifik erhvervsuddannelse. Elever, der begynder mere end et år efter 9. eller 10. klasse, begynder direkte på grundforløbets anden del. Undervisningen på grundforløbet foregår i klasser for at styrke uddannelsesmiljøet. Samtidig oprettes der campusmiljøer på tværs af uddannelserne.

Som en del af reformen hæves antallet af undervisningstimer fra 23 til 25 timer i 2015 og 26 timer i 2016. Uddannelsesgarantien styrkes, og mulighederne for videreuddannelse forbedres. Flere uddannelser udbydes med eux, og adgangen til erhvervsakademiuddannelser og universiteternes bacheloruddannelser lettes.

For voksne over 25 år oprettes en erhvervsuddannelse (EUV) tilpasset voksnes kompetencer med enten et standardiseret uddannelsesforløb uden grundforløb og praktik eller et kortere hovedforløb og en kortere praktik.

For unge oprettes desuden en erhvervsrettet 10. klasse (EUD10) samt en toårig kombineret ungdomsuddannelse for elever, der har svært ved at gennemføre en ordinær uddannelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig