Julius Bertram-Larsen, 1854-1935, fabrikant af tårnure. Han stod i lære hos faderen, hvis forretning i Køge han overtog og flyttede til København i 1880. Med støtte fra bl.a. brygger J.C. Jacobsen foretog Bertram-Larsen studier i udlandet og erhvervede sig et enestående kendskab til gammel urteknologi. Han fik tildelt betydningsfulde arbejder, fx klokkespillet til Frederiksborg Slotskirke, tårnurene på Aarhus Domkirke, Skt. Knuds Kirke i Odense og Domkirken i København foruden adskillige restaureringsopgaver fra herresæder og slotte.