protektionisme

Protektionisme er beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. Tilhængere af protektionisme tvivler på fordelene ved frihandel og støtter begrænsninger i importen af varer og tjenesteydelser vha. handelsrestriktioner i form af told, kvoter eller andre administrative indgreb. Målet er at styrke indenlandske virksomheders afsætningsmuligheder og beskæftigelsen.

Ideologisk bygger protektionisme oprindelig på den forestilling, at det er en fordel for et land at have et overskud på handelsbalancen (se merkantilisme). I løbet af 1800-tallet blev der imidlertid rejst tvivl om dette i lyset af udviklingen i teorien om gevinsten ved, at lande får mulighed for at udnytte deres respektive komparative fordele i produktionen af varer og tjenester; samtidig blev Storbritannien, datidens vigtigste industriland, en vigtig fortaler for frihandel.

Under depressionen i 1930'erne opstod der på ny en stærk protektionistisk strømning i USA og en række europæiske lande, men erfaringerne hermed var så dårlige, at efterkrigstidens økonomiske handelssamarbejde gennem GATT, fra 1994 WTO blev baseret på en generel liberalisering af verdenshandelen, suppleret med udviklingen af regionale frihandelsområder, fx EF/EU, NAFTA og MERCOSUR.

Denne udvikling har dog ikke været undtagelsesfri. Mange udviklingslande har vundet forståelse for argumentet om, at de er for økonomisk svage til at deltage i frihandel og derfor kun kan afvikle handelsrestriktioner i et langsomt tempo. Argumentet er beslægtet med de argumenter, der i tidlige faser af industrialiseringen i Europa blev anvendt til støtte for en gradvis opbygning af konkurrencedygtige industrier. I Uruguayrunden (1986-1994) af de internationale forhandlinger om toldreduktioner har mange asiatiske og latinamerikanske lande dog reduceret deres protektionistiske forholdsregler væsentligt.

Ifølge nyere handelsteori kan det i særlige situationer være en gevinst for et land at fastholde et vist niveau af protektionisme; dels i den situation, hvor et land er tilstrækkelig stort på verdensmarkedet for en enkelt vare til at kunne påvirke sit bytteforhold over for udlandet ved at pålægge en told, dels hvis truslen om pålæggelse af told kan anvendes som middel til at tvinge et lands handelspartnere til at åbne deres markeder. Sidstnævnte tankegang er indbygget i GATT- og WTO-handelssystemet gennem adgangen til at pålægge told som en gengældelsesforanstaltning. Systemet tillader også forhøjelse af toldsatser på importvarer, som kan dokumenteres solgt til klart lavere priser (antidumpingtold) på producentlandets hjemmemarked. Protektionismen har også fået nye argumenter for afvigelser fra frihandel som følge af indføjelsen af ikke-økonomiske hensyn, i internationale handelsaftaler især til miljø, arbejdsmiljø, sundhedsforskrifter og arbejdstagerrettigheder.

Selvom der i liberaliseringen af verdenshandelen siden 1960'erne afspejles en stadig mere kritisk holdning til protektionisme hos regeringerne i det store flertal af lande, er den liberale tendens stadig åbenlyst sårbar, når der sker væsentlige og pludselige forskydninger i handelsstrømmene. Sådanne forskydninger følger fx af store ændringer i valutakurserne eller af kraftig vækst i eksporten fra lande, som hurtigt udbygger deres produktionskapacitet gennem direkte udenlandske investeringer. Indenlandske interessegrupper af producenter og beskæftigede i industrien, hvis afsætningsmuligheder er udsatte, vil i sådanne tilfælde kunne øve indflydelse på regeringerne og få gennemført midlertidige protektionistiske indgreb.