CO-Industri er det korte navn for Centralorganisationen af industriansatte i Danmark. Det er et kartel, som består af ni fagforbund med et samlet medlemstal på ca. 230.000 i 2023.

Organisationen blev stiftet i 1912 som Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark, senere CO-Metal, og omfattede da smede- og maskinarbejdere, formere og slibere. Siden er antallet af medlemsforbund vokset.

Dansk Metal har altid været det største tilknyttede enkeltforbund, og formanden har gennem tiderne som regel været hentet derfra, fx Georg Poulsen, Max Bæhring og i dag Claus Jensen.

CO-Industri ofte toneangivende

Den aftale, som blev indgået med CO-Metal som lønmodtagerpart, har ved overenskomstforhandlinger ofte været toneangivende. Ved fusionen i 1992 af Industriens Arbejdsgivere og Industrirådet til Dansk Industri (DI) knyttedes endnu flere forbund til CO-Metal. Dermed kunne kartellet branchemæssigt være et modstykke til DI i forhandlingerne; samtidig ændredes navnet til CO-Industri.

Aftaler mellem CO-Industri og DI ses ofte som den første overenskomst indenfor industriområdet, som dermed kommer til at lægge rammen for øvrige forhandlinger på det private arbejdsmarkedet. Dette var også tilfældet ved overenskomstfornyelsen i 2023. Det er samtidig en minimallønsaftale, det betyder, at der udover det aftalte ved forhandlingsbordet også vil være lokale lønforhandlinger. Aftalen i 2023 var to-årig i modsætning til tre-årig ved en række tidligere aftaler.

CO-Industri rådgiver om arbejdsmiljø, uddannelse m.v. og udgiver seks gange om året CO-Magasinet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig