Faktaboks

Alex Foss

Alexander Foss

Født
1. oktober 1858
Død
24. november 1925

Alex Foss var en dansk erhvervsmand og politiker.

Foss indtrådte i 1887 som medejer af F.L. Smidth & Co. Han bidrog til at gøre det til et verdensfirma og formåede samtidig med sin store arbejdsevne og udstråling at udføre et krævende organisationsarbejde og at gennemløbe en politisk karriere. 1903-1912 var han formand for jernindustriens arbejdsgivere og 1911-1921 formand for Industrirådet.

Foss var medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1903-1907 for partiet Højre (fra 1915 Det Konservative Folkeparti) og sad i Folketinget 1915-1918 og Landstinget 1918-1920. Foss var tilknyttet partiets højrefløj; bl.a. opfordrede han Christian 10. til at afskedige den radikale statsminister Zahle under Påskekrisen i 1920. Han var medlem af en række bestyrelser og kommissioner samt medstifter af bl.a. Foreningen Norden og Ingeniørforeningen, som han 1904-1907 var formand for. I en tid med landbrug som det absolut førende erhverv pegede han på, at industrien på længere sigt ville blive det førende. En mindestøtte er rejst for ham uden for Industriens Hus i København.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig