Lederne er en organisation for ansatte med ledende stillinger i den private sektor inden for industri, handel og service, fx afdelingsledere, værkførere, direktører, driftsledere, salgschefer, regnskabschefer og butikschefer. Det er en betingelse for medlemskab, at man kan betegnes som leder eller en betroet funktionær.

Lederne blev stiftet i 1991 under navnet Ledernes Hovedorganisation. Organisationen blev til som en sammenslutning af Arbejdslederne i Danmark (stiftet 1908) og Foreningen af værkstedsfunktionærer i jernindustrien i Danmark (stiftet 1899). Disse to organisationer udgjorde 1910-1991 sammen med bl.a. Dansk Formands Forening og Maskinmestrenes Forening Fællesrepræsentationen — Hovedorganisation for Arbejdsleder- og Tekniske Funktionærforeninger i Danmark.

Lederne indgår ikke egentlige kollektive overenskomster på medlemmernes vegne, men har dog en egen hovedaftale med Dansk Arbejdsgiverforening, de såkaldte Almindelige bestemmelser, til løsning af konfliktspørgsmål og uoverensstemmelser. Derudover hjælpes medlemmer individuelt med kontrakter og lønspørgsmål.

Lederne har 130.000 medlemmer (2022), heraf er 24,1% kvinder.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig