Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

daghøjskoler

Oprindelig forfatter BWah Seneste forfatter Redaktionen

daghøjskoler, lokalt forankret folkeoplysende fuldtidsundervisning for voksne i dagtimerne. De første skoler er oprettet omkring 1980. Daghøjskolerne omfattede i begyndelsen især sociale og uddannelsesmæssige udviklingsprojekter for arbejdsløse kvinder, men fik snart en bredere deltagerkreds. I undervisningen lægges der bl.a. vægt på personlig udvikling, socialt samvær, musisk-kreative aktiviteter og demokratiske processer. Ofte indgår vejledning med henblik på uddannelse og arbejde som en del af undervisningen.

I overensstemmelse med dansk folkeoplysningstradition blev daghøjskolerne oprettet af lokale initiativtagere og ud fra lokale behov. Først med Lov om ungdomsskoler, produktionsskoler og daghøjskoler, som trådte i kraft 1.1.1991, fik daghøjskolerne en lovgivning, som varetog området.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Wahlgren: daghøjskoler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60461