Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ph.d.

Oprindelig forfatter Slott Seneste forfatter Redaktionen

ph.d., akademisk grad, der har sit udspring i det system af akademiske grader, som blev udviklet ved de middelalderlige europæiske universiteter. Ph.d.-graden kendes i dag først og fremmest fra den angelsaksiske verden, hvor det er den højeste grad, man kan erhverve ved et universitet. I Danmark blev betegnelsen ph.d. indført i 1992 som erstatning for licentiat ud fra et ønske om at gøre denne grad internationalt genkendelig.

Normalt opnås ph.d.-graden som resultat af en treårig formaliseret forskeruddannelse under vejledning ved et universitet afsluttet med udarbejdelsen af en større selvstændig videnskabelig afhandling. Der er dog undtagelsesvis mulighed for at erhverve graden ved at indlevere en afhandling til et universitet, uden at man er indskrevet som forskerstuderende. Ph.d.-graden eller tilsvarende videnskabelige kvalifikationer er mindstekravet ved fast ansættelse i en videnskabelig stilling ved et universitet eller anden forskningsinstitution.

Ph.d. kommer af engelsk Ph.D. eller PhD, fork.f. nylatin philosophiae doctor.

Antallet af ph.d.-studerende er vokset stærkt siden begyndelsen af 1990'erne som konsekvens af en bevidst satsning på at styrke den fremtidige forskerrekruttering.

Annonce

Antal ph.d.-studerende i Danmark
ÅrAntal
19964532
19974528
19984541
19994642
20004738
20014716
20024601
20034573
20044735
20055003
20065382
20075990
20086739
20097530
20108437
20118963
20129505
20139829
20149816
20159713
20169358
Tal fra Danmarks Statistik

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ejvind Slottved: ph.d. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141551