Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

MIT

Oprindelig forfatter OWD Seneste forfatter Uffe Rasmussen

MIT, Massachusetts Institute of Technology, amerikansk universitet og forskningsinstitution i Cambridge, Massachusetts. MIT blev grundlagt 1861 i Boston, men pga. Den Amerikanske Borgerkrig optoges først studerende i 1865. Grundtanken var at kombinere undervisning og forskning og fokusere på praktiske, teknologiske problemer. Institutionen flyttede til Cambridge i 1916.

MIT er et af verdens mest betydende tekniske universiteter med over 70 speciallaboratorier. Ud over tekniske områder findes fakulteter for samfundsvidenskab, humaniora, medicin, arkitektur og management. Der var i 2009 ca. 10.380 studerende og ca. 1700 professorer og andre universitetslærere og forskere (heriblandt ni nobelpristagere).

En række banebrydende opdagelser og udviklingsarbejder er gjort ved MIT, bl.a. den første kemiske syntese af penicillin og A-vitamin, udviklingen af inertinavigation, moderne teknologi for kunstige lemmer og udvikling af det magnetiske hukommelseslager, som muliggjorde den digitale computer.

Annonce

MIT's hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ove W. Dietrich: MIT i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126256