• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Argentina - uddannelse

Oprindelig forfatter BeJo Seneste forfatter BlochP

Argentina har et veludbygget uddannelsessystem med gratis offentlig undervisning på alle uddannelsestrin. Desuden ydes statstilskud til private skoler. Allerede Grundloven af 1853 fastlagde, at provinserne skulle sikre alle en gratis grundskoleuddannelse. Analfabetismen er Latinamerikas laveste. Kun 3% af de 10-15-årige er analfabeter (1990), og mere end 25% af en årgang får uddannelse over grundskoleniveau.

Skolesystemet består af en frivillig treårig forskole, en syvårig obligatorisk grundskole samt almen eller specialiseret uddannelse fire til seks år på gymnasialt niveau. Provinserne udformer og administrerer grundskoleuddannelsen inden for rammerne af nationale retningslinjer. Flere provinser har brudt det traditionelt stærke bånd mellem den katolske kirke og skolen ved at indføre en ikke-religiøs grundskole efter fransk forbillede. På gymnasialt niveau findes både stats- og provinsskoler, og universiteterne er overvejende statsinstitutioner.

På gymnasier, handelsskoler og fagskoler tilbydes mellemuddannelser inden for handel, landbrug, kunst og teknik samt forberedelse til videregående uddannelse. Her tilsigter de første års undervisning en almen uddannelse, mens der i de sidste skoleår tilbydes specialisering i forskellige boglige og praktiske fag. Eksamen på gymnasieniveau tilbydes desuden som voksenundervisning på treårige aftenskoler.

Annonce

Den højere uddannelses kerne udgøres af syv ældre, nationale universiteter. Det ældste er universitetet i Córdoba fra 1613, og det største og vigtigste er universitetet i Buenos Aires med over 200.000 studerende (1992). Dertil kommer mere end 50 nyere universiteter (5000-10.000 studerende), hvoraf ca. halvdelen er private og i reglen katolske. Af de knap 1 mio. studerende på universiteter og højere læreanstalter læser ca. 15% på private institutioner.

Læs videre om massemedier i Argentina eller om Argentina generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Johansen: Argentina - uddannelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39936