Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

specialundervisning

Oprindelige forfattere BKi og PSkov Seneste forfatter Redaktionen

specialundervisning, undervisning af elever, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, og som af forskellige årsager har svært ved at følge den danske folkeskoles almindelige undervisning uanset Folkeskolelovens krav om en differentieret tilrettelæggelse heraf. Sådanne elever har krav på specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, så de ved skolegangens ophør har forudsætninger for at kunne deltage i fortsat uddannelse eller beskæftigelse. Er der behov for en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte, som ikke kan ydes af elevens hjemkommune, må der henvises til regionernes specialundervisningstilbud. Også børn før skolealderen kan få specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.

Specialundervisning gives bl.a., hvis elevens indlæringsforudsætninger ikke kan honorere almindelige krav i centrale fag som dansk og matematik, eller hvis eleven ikke kan leve op til skolens krav til adfærd og socialt samvær. Hertil kommer, at nogle elever har brug for specialundervisning pga. funktionsnedsættelser på syns-, høre-, tale- eller motorikområdet.

Et grundlæggende princip for specialundervisning er, at man ikke ensidigt fokuserer på afgrænsede funktionsområder, men ser disse i forhold til, hvordan eleven fungerer som helhed.

Annonce

Historie

Den danske specialundervisning er inspireret af oplysningstidens filosofiske og idéhistoriske strømninger. Den omfattede i sin begyndelse de klassiske handicapkategorier: døve, blinde, åndssvage og vanføre.

Den franske børnelæge J.M.G. Itards (1775-1838) banebrydende arbejde med den vilde dreng fra Aveyron er det første systematiserede forsøg på en specialpædagogisk metode anvendt på det, Itard senere betegnede som et "idiotisk" barn. Hans arbejde gav inspiration til den første danske anstalt for åndssvage børn, som blev etableret i København på privat initiativ 1855. Også andre anstalter for børn med handicap blev oprettet i denne periode: I 1807 oprettedes Det Kgl. Døvstummeinstitut på initiativ af lægen P.A. Castberg, i 1811 påbegyndtes det første blindeinstitut af det filantropiske selskab Kæden på initiativ af pastor C.F. Brorson (1768-1847), i 1855 oprettedes den første åndssvageanstalt, Gl. Bakkehus, på initiativ af lægen Jens Rasmussen Hübertz (1794-1855), og i 1872 stiftedes Samfundet som antager sig vanføre og lemlæstede Børn på initiativ af pastor Hans Knudsen.

Selvom der var tale om private filantropiske initiativer, støttede staten i stigende omfang de private anstalter økonomisk for til sidst at overtage både drift og ansvar. Det må således ses som et led i velfærdssamfundets opbygning, at Døveloven af 1950, Blindeloven af 1956 og Åndssvageloven af 1959 flyttede ansvaret for blinde, døve og åndssvage børns undervisning fra privat til statsligt regi.

Inden for folkeskolens rammer blev der fra 1900-t.s begyndelse i København oprettet hjælpeklasser for børn, der pga. sygdom og underernæring mv. havde svært ved at følge med i skolen. Samtidig blev der oprettet værneklasser for svagtbegavede børn, såkaldte sinker. I 1930'erne blev værneklasserne omdøbt til hjælpeklasser, mens de tidligere hjælpeklasser blev kaldt repetitionsklasser.

Med lovændringerne i folkeskolen fra 1958 blev særundervisning af børn med svagt syn, svag hørelse, svag begavelse eller læsevanskeligheder et lovkrav. Døve, blinde og åndssvage børn kunne dog ikke rummes inden for folkeskolens rammer, men blev undervist på særlige skoler. For de åndssvage børn, som blev anset for at være uunderviselige, ansås undervisningspligten for at være indfriet, hvis forsorgens anvisninger med hensyn til pleje og beskæftigelse blev fulgt, jf. Åndssvageloven af 1959.

Særforsorgen blev 1980 udlagt til amter og kommuner, idet der i Folkeskoleloven fra 1975 blev fastsat krav om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Opgavefordelingen, der fremgik af lovens § 19, indebar, at den almindelige specialundervisning blev varetaget af kommunerne og den vidtgående specialundervisning af amterne.

Bestemmelserne om specialundervisning var efter 1975-loven opdelt efter elevernes handicap eller funktionsnedsættelse. Denne opdeling blev efterhånden i nogen grad forladt, fordi elevernes funktionsvanskeligheder ofte går på tværs af sådanne kategorier, og fra 1990 blev det fra centralt hold understreget, at supplerende specialundervisning ikke måtte nedtone det generelle krav om undervisningsdifferentiering.

Oplæringen af lærere til varetagelse af undervisningen på døve-, blinde- og åndssvageskolerne foregik som en form for mesterlære med en livlig rejsevirksomhed de enkelte institutioner imellem — også uden for landets grænser. Fra 1930'erne blev der dog også etableret en mere formaliseret uddannelse. I 1931 oprettede Danmarks Lærerhøjskole således et kursus til uddannelse af lærere til hjælpeskolen, fra 1959 udvidet til længerevarende kurser for lærere til talelidende, tunghøre og læseretarderede børn. Denne uddannelse, der var etableret på forsøgsbasis, blev forestået af Danmarks Lærerhøjskole, mens uddannelse af tale-høre-lærere blev forestået af Den Almindelige Danske Lægeforening. Fra 1965 blev al uddannelse af specialundervisningslærere henlagt til Danmarks Lærerhøjskoles speciallæreruddannelse. Efter lærerhøjskolens nedlæggelse i 2000 er uddannelse i specialpædagogik mulig på professionshøjskoler og ved universiteter.

Med kommunalreformen i 2007 overtog kommunerne det samlede ansvar for specialundervisning og specialpædagogiske tilbud. Samtidig oprettedes Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO), der bistår kommuner og borgere med vejledning på det sociale område og specialundervisningsområdet. I 2008/09 blev ca. 14 % af alle elever udskilt til specialundervisning i kortere eller længere perioder, heraf 8,7 % i inkluderende undervisningsformer. Med en aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening fra 2012 blev øget inklusion af specialundervisningselever i den almene undervisning et mål. I 2014/15 var 95,2 % af de kommunale skolers elever inkluderet i den almindelige undervisning.

Tilrettelæggelsesformer

Specialundervisning. Grafen viser den procentvise stigning i antal folkeskoleelever i den vidtgående specialundervisning 1985-99. Væksten var størst for børn med adfærdsproblemer. Mulige forklaringer kan bl.a. være, at flere for tidligt fødte børn overlevede, at mere præcise diagnosticeringsmetoder udløste særlige foranstaltninger, og at kommuner af økonomiske årsager kunne ønske at få den mest resursekrævende specialundervisning gennemført i amtsregi.

Specialundervisning. Grafen viser den procentvise stigning i antal folkeskoleelever i den vidtgående specialundervisning 1985-99. Væksten var størst for børn med adfærdsproblemer. Mulige forklaringer kan bl.a. være, at flere for tidligt fødte børn overlevede, at mere præcise diagnosticeringsmetoder udløste særlige foranstaltninger, og at kommuner af økonomiske årsager kunne ønske at få den mest resursekrævende specialundervisning gennemført i amtsregi.

Specialundervisningen skal principielt tilrettelægges, så eleven kan bevare den størst mulige tilknytning til sin klasse. Hvor dette ikke er muligt, fordi elevens handicap er for tunge, kan hele undervisningen gives i en specialklasse. Det er kommunen, som beslutter, hvordan specialundervisningen skal tilrettelægges.

Ud over specialundervisning organiseret som en særligt tilrettelagt undervisning kan der ydes specialpædagogisk bistand, der især omfatter rådgivning af forældre og personlig støtte til afhjælpning af praktiske vanskeligheder for den enkelte elev. I praksis kan det dog være svært at skelne mellem de to former for støtte. Specialpædagogisk rådgivning ydes til forældre, lærere eller andre personer med væsentlig betydning for elevens udvikling. Specialundervisning skal altid tilrettelægges ud fra elevens forudsætninger.

Henvisning

Hvis det skønnes, at en elev har brug for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, foretages der først en pædagogisk-psykologisk vurdering gennem kommunens pædagogisk-psykologiske rådgivning (PPR); se skolepsykologi. Vurderingen har til formål at belyse elevens faglige, personlige eller sociale problemer med henblik på at opstille relevante muligheder for at afhjælpe dem. En indstilling til PPR kan afgives af såvel skolen som den enkelte elev eller dennes forældre, men den forudsætter under alle omstændigheder samråd med forældrene og eleven.

Vurderingen munder ud i forslag til, hvordan den særlige støtte bør gives, ofte i form af en individuel handleplan, hvoraf opgavefordelingen mellem specialundervisningen, den øvrige undervisning, hjemmet og en eventuel daginstitution fremgår. Iværksættelsen af forslaget besluttes af skolens leder. Er forældrene ikke enige heri, kan det kun realiseres, hvis skolens leder finder det absolut påkrævet af hensyn til elevens udvikling. Specialundervisning er således altid et tilbud til børn og forældre. Uanset støttens art og omfang følger PPR udviklingen hos de henviste elever og tager mindst en gang om året stilling til det videre forløb.

I eller uden for klassen?

Et stadig tilbagevendende spørgsmål inden for specialundervisning er, hvad der gavner eleven mest: At bevare kontakten til klassen eller at blive overflyttet til en specialklasse, eventuelt på en specialskole, hvor der kan gives en mere specialiseret og intensiv støtte. Fra 1990'erne har der været størst tilslutning til mindsteindgrebsprincippet; ifølge dette bør specialundervisningen ændre mindst muligt i elevens øvrige tilværelse, fx mht. afstand mellem hjem og skole eller overflytning til en døgninstitution.

Omfang

4,8 % af folkeskolens elever går på en specialskole eller i specialklasse (2015). Også andre af folkeskolens elever har periodevis brug for specialundervisning som supplement til den almindelige undervisning. Med det ændrede specialundervisningsbegreb i 2012 regnes elever, der modtager støtte i mindre end 9 timer om ugen, ikke længere som specialundervisningselever, hvorfor kun 1443 elever (0,3 %) i statistikken modtog specialundervisning i inkluderende tilbud i 2014/15 mod 36.376 (6,2 %) i 2011/12.

Omfanget af specialundervisning er reduceret i de senere år, og bestræbelserne er gået i retning af, at den almindelige undervisning differentieres på en sådan måde, at behovet for specialundervisning begrænses mest muligt.

Se også observationsundervisning, skole og skoletræthed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Kirkebæk, Poul Skov: specialundervisning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162993