• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Efterslægtselskabets Skole

Oprindelig forfatter VS-P Seneste forfatter Redaktionen

Efterslægtselskabets Skole, åbnet i København som borgerlig realskole for drenge 4.3.1786 på initiativ af Selskabet for Efterslægten, stiftet året før af bl.a. J.Cl. Tode, Edvard Storm og Rasmus Nyerup.

Formålet for selskab og skole var i filantropisk ånd at danne nyttige borgere, der var duelige også i det praktiske liv. Under Storms ledelse undervistes bl.a. i tegning, fysisk træning og moderne fremmedsprog, mens gold udenadslæren og korporlig afstraffelse var bandlyst. Adam Oehlenschläger har beskrevet sin skolegang her med stor hengivenhed.

Skolens særpræg blev mindre udtalt, da den i 1881 besluttede at optage latinklasser og siden hen fortsatte som gymnasieskole. I 1919 blev skolen overtaget af Københavns Kommune og optog fra 1958 også piger.

Annonce

Fra 1790 havde Efterslægtselskabet til huse i en smuk renæssancebygning på Østergade, i 1913 nedrevet af grosserer A.C. Illum. Efter en årrække på Jacob Danefærdsvej flyttede skolen i 1940 til egen bygning i Utterslev.

I 1988 ændrede Efterslægtselskabets Skole navn til Efterslægtselskabets Gymnasium, og i 1991 fik skolen navnet HF-Centret Efterslægten og har herefter tilbudt hf-uddannelser. I 1993 forlod den sidste studenterklasse skolen. I 2007 blev skolen en selvejende institution under staten.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Skovgaard-Petersen: Efterslægtselskabets Skole i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68360



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Efterslægtselskabets Skole
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik